Nye psoriasis-retningslinjer på vej: Se vores vigtigste anbefalinger
En ny klinisk retningslinje kommer til at sætte retningen for den behandling, danske psoriasispatienter tilbydes. Psoriasisforeningen har netop afgivet høringssvar med fem centrale anbefalinger.
Men hvad bruges kliniske retningslinjer egentlig til – og hvad betyder de for behandlingen?
Kliniske retningslinjer har til formål at understøtte en evidensbaseret behandling af høj og ensartet kvalitet. Hudlæger bruger retningslinjerne som faglig beslutningsstøtte i mødet med patienten og som en fælles faglig ramme for vurdering og valg af behandling. Kort sagt: Retningslinjerne skal bidrage til, at patienterne får den bedst mulige behandling.
Efter Sundhedsstyrelsen i 2025 nedlagde de nationale kliniske retningslinjer for psoriasis grundet bl.a. forældelse, blev opgaven med at udarbejde nye retningslinjer lagt over til de faglige selskaber – med en opfordring til at inddrage patientforeninger i processen.
Den proces er nu i gang. Dansk Dermatologisk Selskab sendte i marts en ny retningslinje for psoriasis i høring, og Psoriasisforeningen har nu afgivet høringssvar.
”Retningslinjen får en central betydning i en situation, hvor der ikke længere foreligger nationale kliniske retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Det gør det afgørende, at retningslinjen sikrer både høj faglig kvalitet, ensartet behandling på tværs af landet og systematisk inddragelse af patientperspektivet,” skriver Psoriasisforeningen i indledningen af høringssvaret.
Høringssvaret indgår nu i det videre arbejde med den endelige retningslinje, som forventes at udkomme i 2026.
Fem anbefalinger fra Psoriasisforeningen
I høringssvaret har Psoriasisforeningen formuleret en række konkrete forslag til, hvordan retningslinjen bør styrkes - bl.a. følgende hovedanbefalinger:
- et selvstændigt og forpligtende fokus på børn og unge
- en tydelig indplacering af klimabehandling som en integreret del af behandlingspaletten
- obligatorisk anvendelse af patientrapporterede oplysninger (PRO) i både speciallægepraksis og hospitalsregi
- klare og nationale kriterier for henvisning til højt specialiseret behandling
- anerkendelse af livskvalitet som en selvstændig behandlingsindikator
Psoriasisforeningen anerkender det omfattende arbejde bag udkastet og ser frem til at bidrage til det videre arbejde med udvikling og implementering.
Læs mere om hver anbefaling i høringssvaret, som findes i fuld længde nedenfor.
I link-boksen kan du finde den kliniske retningslinje, som høringssvaret vedrører.
Vidste du, at vi er en privat forening?
Kan du lide det, vi laver, til gavn for de mere end 200.000 med psoriasissygdomme i Danmark? Så husk at støtte vores arbejde.
Som privat forening er vi afhængige af medlemskaber og donationer fra frivillige og private for at kunne fortsætte indsatsen for psoriasissagen – fx vores rådgivningslinje, kampagner og oplysning, politisk arbejde og fremme af forskning.
Bliv medlem i dag og få viden, du kan bruge til noget i livet med psoriasis - samtidig fremmer du oplysning om psoriasissygdomme, behandling, forskning og meget mere.
Læs også:



