Psoriasisdag 29/10: Hvordan er det at vokse op med psoriasis?
Den 29. oktober er Verdens psoriasisdag, og i år sætter vi fokus på børn og unge og de udfordringer, familier med psoriasis møder i dag ─ med en oplysningskampagne, der belyser sygdommen fra et børne-ungeperspektiv og samler viden og resurser til familierne.
I anledning af psoriasisdagen 2022 kan foreningen samtidig markere 30-året for foreningens særlige fokus på børn og unge med psoriasissygdomme. Det mangeårige fokus har gjort os kloge på de udfordringer, familierne møder. For som vi siger: Når et barn har psoriasis, så lever hele familien med sygdommen.
Hvordan er det at vokse op med psoriasis i dag? I kampagnen fortæller to familier om deres erfaringer i livet med den kroniske hudsygdom, deres bekymringer og udfordringer, børnenes egne oplevelser og de giver deres bedste råd videre.
Vi håber, familiernes historie giver genkendelse, inspiration og nyt mod på livet med psoriasis. Find kampagnesiden her: www.psoriasis.dk/psoriasisdag2022
Den eneste i verden med psoriasis?
Noget af det, der går allermest igen, når Psoriasisforeningen hører fra børn og unge, er oplevelsen af at føle sig som den eneste i verden på egen alder med psoriasis. Det er langt fra virkeligheden. Ingen behøver stå alene med den kroniske hudsygdom, der er op imod 40.000 børn og unge under 21 år med psoriasis i Danmark.
Derfor håber Psoriasisforeningen med psoriasisdag-kampagnen at bidrage til, at færre skal føle sig alene – og opfordrer samtidig til at opsøge fællesskaber, der kan give sparring og værdifulde erfaringer.
I den forbindelse håber vi, du vil hjælpe med at sprede budskabet om kampagnen eksempelvis ved at like, kommentere og dele vores opslag på Facebook og Instagram. Eller dele din egen historie med @PsoriasisDK
30 år med fokus på børn og unge
Børn og unge med psoriasis og deres familier kræver et helt særligt fokus, ikke mindst fordi vi ved, at fundamentet til et godt liv med psoriasis i høj grad etableres tidligt i livet.
Derfor har vi bl.a. en rådgivningslinje med fx en dermatologisk sygeplejerske og en familierådgiver samt børne- og ungeweekender to gange årligt, og vores PsoBørn- og PsoUng-udvalg taler familiernes/de unges stemme og driver tiltag, netværk og aktiviteter, der forbedrer deres vilkår.
Hvad er Verdens psoriasisdag?
Den 29. oktober er siden 2004 markeret som officiel og international mærkedag for psoriasissygdomme. I oktober måned hvert år markerer Psoriasisforeningen mærkedagen med kampagner, der skal sætte psoriasis på dagsordenen, udbrede kendskabet til den kronisk inflammatoriske hudsygdom og nedbryde tabuer og stigmatisering.
Psoriasisforeningens kampagne for Verdens Psoriasisdag 2022, er blevet til med støtte fra TrygFonden, LEO Pharma, Eli Lilly, Novartis, Almirall Nordic, Boehringer Ingelheim og Bristol Myers Squibb. Det er dog kun Psoriasisforeningen, der har haft indflydelse på kampagnens udformning.