Godt liv

Der findes ingen behandling, der kan helbrede psoriasis. Derimod findes der en række tiltag og behandlinger, der kan få hudgenerne til at falde til ro og hjælpe til at holde psoriasissen og psoriasisgigten under kontrol. Behandlingen følger oftest fem behandlingstrin og afhænger af, om du har let, moderat eller svær psoriasis. I disse fem videoer får du en introduktion til nogle af de vigtigste behandlingsformer samt gode råd og vejledning til, hvordan du kan få et godt behandlingsforløb.

Lokalbehandling
Har du mild til moderat psoriasis kan det ofte holdes i ro med lokalbehandling, som har til formål at få hudgenerne til at forsvinde. Tal med din læge om, hvilken lokalbehandling der passer bedst til dig, og hvad du trives bedst med. Der findes mange forskellige former for lokalbehandling bl.a. salver og hormoncremer. Et godt råd er at indarbejde indsmøringen i dine daglige rutiner, så det ikke går hen og bliver en sur pligt. Og hvis cremen fedter meget, kan det være en fordel at bruge den om natten.
Se film om lokalbehandling her

Lysbehandling
Solens stråler har en positiv effekt på de fleste psoriasispatienter. Medicinsk lys- og strålebehandling gives typisk til patienter med moderat til svær psoriasis, hvor sygdommen dækker et større hudområde. Strålerne opdeles i UVB og UVA-lys. Gør dig klart, at der kan gå et stykke tid, før du kan se effekten af din lysbehandling. Og oplever du rødme, en brændende fornemmelse eller større kløe efter lysbehandling, er det vigtigt at tage kontakt til din læge. Ligesom man kan blive skoldet af solen, kan man også blive skoldet af lysbehandling. Mange med psoriasis har også stor glæde af solens stråler, men vær forsigtig med ikke at få for meget sol, da solens stråler øger risikoen for hudkræft.
Se film om lysbehandling her

Systemisk behandling
Systemisk behandling gives som indsprøjtninger eller tabletter og er oftest næste trin i behandlingen, hvis ikke du oplevede effekt af lokalbehandling eller lysbehandling, eller hvis du har symptomer og smerter i leddene. Bivirkninger af systemisk behandling afhænger af, hvilken systemisk behandling der gives. Det er vigtigt, at du er punktlig med at tage din medicin og husker at få taget dine blodprøver.
Se fil om systemisk behandling her

Biologisk behandling
Biologisk behandling gives oftest til patienter med svær psoriasis og/eller psoriasisgigt. Ved biologisk behandling sprøjtes antistoffer ind i blodet. Du kan selv tage indsprøjtningen hjemme, eller få den som et drop i armen på behandlingsstedet. En af fordelene ved biologisk behandling er, at symptomer og smerter fjernes meget hurtigt. Infektion ved indsprøjtningsstedet og træthed i perioder kan være nogle af bivirkningerne ved biologisk behandling.
Se fil om biologisk behandling her

Psoriasisgigt
Psoriasisgigt er en betændelsestilstand i leddene, som rammer særligt i fødder, knæ og yderste fingerled, men den kan også kan forekomme i andre af kroppens led. Hævede led, længerevarende smerter og hyppige ledsmerter om morgenen kan være tegn på psoriasisgigt. Har du mistanke om psoriasisgigt, skal du henvises til reumatologisk afdeling på sygehuset - henvisningen får du hos din praktiserende læge. Biologisk behandling gives til patienter med psoriasisgigt. Behandlingen foregår ved at sprøjte antistoffer direkte i leddene. Antistofferne dæmper betændelsestilstanden og dermed smerterne, og behandlingen har en hurtig og langtidsvirkende effekt.
Se film om psoriasisgigt her

Del siden: