Op til 42 procent med psoriasis udvikler psoriasisgigt

Forskningen viser, at op mod fire ud af ti (42%) med hudsygdommen psoriasis også får psoriasisgigt.

Psoriasisgigt er en betændelsestilstand, der kan sætte sig i et hvilket som helst led på kroppen. Betændelsen får leddet til at hæve op, blive stift og smertefuldt. Ved psoriasisgigt sætter betændelsen sig ofte i og langs senerne i for eksempel fingeren og gør hele fingeren tyk. 
 


Hvad er symptomerne?
De typiske symptomer på psoriasisgigt er ømme, røde og opsvulmede led, begrænset bevægelighed, stivhed i leddene om morgenen og aftenen, forandring i neglene. For mennesker med psoriasis kan øjenbetændelse med røde og smertefulde øjne også have en sammenhæng med psoriasisgigt.

Forandring i neglene
Negleforandringer kan være et symptom på psoriasisgigt. Forandringerne kan komme til udtryk som "fingerbøl-prikker" eller "striber" på neglen. En hvidlig eller gullig misfarvning, fortykkelse og løsning af neglen kan også være symptomer på psoriasisgigt. Negleforandringer ses på både tå- og fingernegle, og alle negle behøver ikke være angrebet før, der kan være tale om psoriasisgigt.

Smertefulde og røde øjne
Det er en god ide at være opmærksom på tilbagevendende smertefulde og røde øjne, da det kan hænge sammen med psoriasisgigt**.

Stivhed i ryg
Følelsen af at være stiv i ryggen og besvær ved at bevæge ryggen kan være et tegn på psoriasisgigt. Ca. 10 % oplever, at gigten rammer rygsøjlen, derfor kan stivhed i ryggen være et tegn på psoriasisgigt. Denne form for psoriasisgigt kan også ramme hofter, knæ og kæbeled.

Stivhed i leddene
Stivhed og smerter i leddene morgen og aften kan være et tegn på psoriasisgigt. Syv ud af ti oplever, at gigten rammer et enkelt eller få led i kroppen. Oftest er det fingrenes led, der bliver ramt. Stivheden og smerter i leddene vil også kunne opleves som svaghed og give nedsat bevægelighed.

Hævede og røde led
Udover stivhed i leddene er hævede og røde led også et typisk tegn på psoriasisgigt. Betændelsen i leddene betyder, at leddene bliver røde og hæver op, hvilket også kan give de karakteristiske stive og ømme led. I fingrene kan gigten sætte sig langs fingerens sener, så fingeren svulmer op. Dette kaldes en "pølsefinger". Pølsefingeren er et af de tydeligste tegn på psoriasisgigt. 

Hvem bliver ramt af psoriasisgigt?
Psoriasisgigten debuterer typisk hos unge voksne mellem 30 og 50 år, men kan starte i alle livsaldre. Psoriasisgigt forekommer lige ofte hos mænd og kvinder. Ligesom med psoriasis er psoriasisgigten arveligt betinget, og dens udbrud hænger ofte sammen med immunforsvarets ve og vel. Sygdommen opstår typisk, når kroppen overbelastes enten fysisk eller psykisk.


Hvor rammer psoriasisgigt? 
Psoriasisgigt rammer oftest fingre og tæer, men kan også forekomme i håndled, akillessenen (anklen), ryg, knæ, bækken og hofte, samt albue, skuldre og hals. Gigten rammer ofte led, der tidligere har været udsat for en skade.

 

Denne kampagne er støttet økonomisk af Abbvie.

 

Del siden:

Klik på billedet for at åbne et kort (pdf), hvor du kan teste dig selv for symptomer på psoriasisgigt.

Print ud, udfyld og tag med til lægen, som hjælp til konsultationen.

Godt at vide om psoriasisgigt

  • Hvis du oplever et eller flere symptomer på psoriasisgigt er det vigtigt, at du reagerer hurtigt og taler med en gigtlæge (reumatolog)
     
  • Man kan ikke genopbygge nedbrudte led, men du kan bremse psoriasisgigten ved at komme hurtigt i behandling
     
  • Din praktiserende læge kan give dig en henvisning til en reumatolog.

Få overblik over din psoriasisgigt

PsoMentor er en gratis app til dig med psoriasis og psoriasisgigt. Få overblik over dine symptomer, de mulige udløsere, din behandling og din trivsel.

Med PsoMentor i hånden kan du nemt give din læge nøjagtige informationer om din psoriasis og psoriasisgigt. Vælg et forløb, og så er du i gang.

Læs mere om eller download PsoMentor HER!