DU er inviteret til psoriasiskonference den 29. oktober!

af Julie Emilie Simpson   |   2. oktober 2017, 12:07

I år markerer Psoriasisforeningen Verdens Psoriasis Dag med en psoriasiskonference på Christiansborg. Dagen vil være plettet med spændende indslag – og det bliver både politisk, fagligt og socialt. Kom og vær’ med til at sætte psoriasis på dagsordenen, og test din viden i den store Psoriasis-Jeopardy med Peter Mygind som vært.

Den 29. oktober hvert år kæmper mennesker fra hele verden for at forbedre vilkårene på psoriasisområdet i deres respektive lande. Og der er meget at tage fat på, og langt fra de samme rettigheder og muligheder til rådighed. Selv i lille Danmark oplever vi stor ulighed – især i adgang til behandling på tværs af geografi og sociale skel. Derfor markerer foreningen i år dagen med en konference søndag d. 29. oktober i København på Christiansborg kl. 11-14, hvor du er inviteret.

Målet med dagen er at bringe mennesker med psoriasis i hud og led, fagpersoner og politikere sammen og sætte fokus på psoriasis, udfordringer og løsninger for fremtiden. Desuden underholder vores ambassadør Peter Mygind som vært for den første Psoriasis-Jeopardy nogensinde, hvor vi finder ud af, om det er patienterne, de sundhedsfaglige eller politikerne, der ved mest om psoriasis.

Sammen bekæmper vi ulighed og finder løsninger for fremtiden 
Temaet er ulighed i sundhed oplevet fra et patient-, sundhedsfagligt og politisk perspektiv, og alle kan være med til at diskutere de tre emner:

  • Børn og unge med psoriasis
  • Personlig behandling
  • Forløbspakker på psoriasisområdet

Program for dagen

  • Velkomst ved Pernille Schnoor (Alternativet) og Sten Svensson, formand for Psoriasisforeningen
  • En fortælling om livet med psoriasis i familien, fortalt af Trine Brodzikowski og søn Tristan
  • Oplæg ved Lars Iversen, klinisk professor i dermatologi 
  • Psoriasis-Jeopardy med Peter Mygind, patienter dyster mod politikere og sundhedsfaglige
  • Frokost 
  • Rundbordssamtaler om, hvordan vi gør livet nemmere for mennesker med psoriasis
  • Opsamling
  • I forbindelse med konferencen laver vi en presseindsats for at få budskabet ud over Christiansborgs tykke murer, og alle sundhedsordførere får løsningerne fra psoriasiskonferencen leveret i deres dueslag.

Vi håber, at du kan deltage og være med til at sætte gang i en god debat.


Vi har brug for dig!
Til konferencen skal vi sammen med politikere og fagpersoner diskutere, hvordan vi kan sikre en bedre behandling for alle med psoriasis – derfor har vi selvfølgelig også brug for deltagere, der selv lever med psoriasis, til konferencen. Mennesker, der kan fortælle, hvordan det er at leve med psoriasis i Danmark, og hvordan behandlingen opleves. Kom med og lad din stemme blive hørt!

 

Konferencen er blevet til med støtte af Novartis og Janssen.

Del siden:

Tilmeld dig nu!

Vil du være med til at gøre livet med psoriasis bedre og samtidig få en sjov og spændende dag, så tilmeld dig til psoriasiskonferencen senest den 20. oktober på:

psoriasis@psoriasis.dk eller tlf. 45 36 75 54 00

Der er begrænsede pladser, og det er først til mølle, så skynd dig.