s blog

11. 01 2020 10:36   |    
Hej med jer! Jeg hedder Sofie og er en 24-årig ung kvinde fra en lillebitte landsby i Midtjylland, der har forvildet sig til hovedstaden, hvor jeg pt. bor med min kæreste på Vesterbro. Jeg er psoriasispatient, og jeg har haft psoriasis, siden jeg var 6 år gammel. Jeg har og har altid haft meget svær psoriasis, og da jeg var værst ramt, var hele min krop dækket til. I dag har jeg for det meste fået mine pletter og negle under kontrol takket være et godt samarbejde med dygtige hu...
Sofie Vangsgaard
Sofie Vangsgaard

Jeg er en 24-årig ung kvinde fra en lillebitte landsby i Midtjylland, der har forvildet sig til hovedstaden, hvor jeg pt. bor med min kæreste på Vesterbro. 

Jeg er i gang med min kandidat i engelsk og historie ved Aalborg Universitet, hvor jeg også arbejder som undervisningsassistent i English Grammar, og så er jeg oversætter for et internationalt oversættelsesbureau. 

Derudover er jeg psoriasispatient, og jeg har haft psoriasis, siden jeg var 6 år gammel. Jeg har og har altid haft meget svær psoriasis, og da jeg var værst ramt, var hele min krop dækket til. I dag har jeg for det meste fået mine pletter og negle under kontrol takket være et godt samarbejde med dygtige hudlæger, men der skal ikke meget til, før pletterne pibler frem igen. Jeg har været sendt fra den hudlæge til hudlæge, jeg har været gennem adskillige behandlingsformer - nogle effektive og nogle knap så effektive – og til tider bander og svovler jeg over mine pletter og synes, at livet er uretfærdigt. Men uanset hvad, så er mine pletter en del af mig, og de har gjort mig til den, jeg er i dag.

Jeg vil gerne blogge, fordi jeg for det første synes, det er enormt vigtigt både for andre psoriasispatienter at vide, at de ikke er alene – hvadend de har haft psoriasis i mange år eller først lige har fået diagnosen – og for pårørende til psoriasispatienter eller andre interesserede at vide, hvilke udfordringer, der kan følge med diagnosen. Men jeg vil også gerne blogge, fordi jeg for det andet synes, det er mindst lige så vigtigt for andre psoriasispatienter at vide, at det stadig sagtens kan lade sig gøre at leve et normalt og godt liv til trods for - og måske endda til tider takket være – pletterne.