At få det bedste ud af en dum situation

6. marts 2017, 09:35   |    

Efter jeg var blevet diagnosticeret med Psoriasis gigt skulle jeg pludselig til at omlægge mit liv. Jeg var droppet ud af mit studie på CBS – og der var ikke mulighed for at starte igen. Jeg måtte flytte hjem til min mor – for jeg kunne ikke klare mig selv. Jeg blev fyret fra mit studiejob og var nu underlagt sygedagpenge reglerne. I det hele taget var livet ikke særligt fedt eller sjovt. 
Men jeg har altid været en person der børster min psoriasis-drys af skulderen og får det bedste ud af tingene.

Derfor måtte jeg finde andre som mig. Hurtigt gik det op for mig at langt de fleste tilbud til gigtramte henvender sig til ældre mennesker. Stolelifte og hybenpulver til aktive ældre patienter, var reklamer jeg dagligt blev præsenteret for når jeg konsulterede Doktor Google.
Stædig som jeg er søgte jeg dybere og fandt pludselig over en forening for unge med gigt – halleluja jeg er ikke den eneste under 70 år der har sådan en sygdom. FNUG (ForeningeN af Unge med Gigt) havde heldigvis et lokal arrangement tæt på mig kort til efter og jeg kom afsted på krykkerne.
Sikke dog en befrielse at møde andre som bare forstod. Jeg skulle jo hverken forklare eller undskylde for de ting jeg gik og tumlede med. Det var en livsændrende oplevelse at møde andre unge der også blev mødt af hybenpulver reklamer og måtte se sig overhalet på fortorvet af ældre damer med rollatorer.
Jeg skyndte mig at melde mig ind i både FNUG og Psoriasisforeningen. Jeg ville involvere mig i min egen situation og hjælpe andre som mig. Hurtigt blev jeg engageret i FNUG – jeg følte virkelig et tilhørsforhold til de andre frivillige og her var der bare plads til at være mig. 

Efter nogle måneder boende hjemme hos min mor, var jeg blevet fysisk og mentalt klar til at stå på egne ben igen. Jeg startede nyt studie og flyttede på kollegie – nu var jeg for alvor klar til at starte mit nye liv. Jeg deltog meget aktivt i FNUG aktiviteter og som frivillig blev jeg også involveret i Sammenslutningen af Unge Med Handicap, SUMH.
Her mødte jeg mange andre unge med en handicap af en art og måtte selv indse at, ja – det er et handicap at have sådan en sygdom. Av det gjorde ondt i følelserne.

Men da jeg var kommet mig over det gok i nøden gik det op for mig at jeg jo bare måtte få det bedste ud af det. Til et arrangement i SUMH møder jeg en masse andre unge men en masse forskellige handicaps. Nogle er spastikere andre blinde eller døve. Nogle, som mig, kunne man ikke se fejlede noget men alle havde vi det tilfælles at vi kæmpede samme sag – de unges! 
Og bedst som jeg troede at jeg var dømt til et liv alene – for lad os bare være ærlige, der er ingen mand der nogensinde ville kunne holde af mig sådan som jeg så ud med min psoriasis og med alle de smerter jeg havde – ja så mødte jeg Tim.
Tim så ikke handicappet ud – han havde ingen interesse i hvad jeg fejlede og var ret ligeglad med at min hud dryssede. 
Jeg troede slet ikke der fandtes mænd som ham, men der var han pludselig. Vi lærte hinanden at kende – jeg lærte at Tim har epilepsi og elsker LEGO. Tim lærte at jeg har psoriasisgigt og er vild med at strikke og hækle.
Vi var et match made in heaven – og nu, knapt 5 år senere, er vi gift, har købt hus og har en dejlig søn sammen.
Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg skulle møde mit livs kærlighed til et handicap arrangement. Men jeg fik det bedste ud af en dum situation og havde det ikke været for min og Tims sygdomme havde vi måske aldrig mødt hinanden.

 

Del siden: