Sådan lyder beskeden fra de unge selv, når Danmarks Psoriasis Forening nu sætter fokus på nogle af de sociale problemer unge med psoriasis oplever.
Det smitter, skyldes dårlig hygiejne og så er unge med psoriasis i øvrigt også dårligere til at dyrke sport end andre unge. Sådan lød nogle af de mest markante fordomme omkring psoriasis, da Danmarks Psoriasis Forening for nylig undersøgte holdningen til lidelsen blandt unge i Danmark. Og det er ikke bare i undersøgelsen, at unge med psoriasis er udsatte – også i virkeligheden florerer fordommene frit. Derfor sætter Danmarks Psoriasis Forening nu fokus på det sociale pres som mange unge med psoriasis oplever fra deres omgivelser.
- Til trods for, at vi lever i et meget oplyst samfund, er det utroligt svært at være ung i dag. Der skal meget små afvigelser fra normen til, at man ryger ud af fællesskabet. Man skal helst være perfekt for at være med, og det opleves af mange unge med psoriasis som næsten uoverkommeligt, siger Jens Sloth Nielsen, som er landsformand for Danmarks Psoriasis Forening.
For at gøre opmærksom på problemet, lancerer foreningen nu to virale film, hvor to unge med psoriasis fortæller om nogle af de ubehagelige oplevelser, som de har haft i sociale sammenhænge. Filmene skal både opfordre unge uden psoriasis til at vise større tolerance overfor unge som har lidelsen, men også opfordre unge med psoriasis til ikke at lade sig begrænse socialt af deres hudsygdom. Du kan se filmen ved at klikke her.
Fakta
- 2-3 % procent af den danske befolkning lider af psoriasis. Det er ca. 165.000 danskere
- Sygdomme opstår normalt i 10-30 års alderen
- Cirka 30.000 danske børn og unge lider af psoriasis
- 49.500 har moderat til svær psoriasis og er i risiko for blodpropper



