Danmarks Psoriasis Forening
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup
Telefon: 3675 5400
Kontortid (man-fre) 10-14
CVR: 81935319
» Kontakt os
Email Udskriv

Smøretips

Jagten på en glat og jævn hud bliver nemmere med hudsygeplejerske Annemarie Yde-Andersens smøretips.

Det er på godt jysk ’træls’ at skulle smøre sig flere gange om dagen – og hårbunden er det værste for mange. Det er

•    svært at ramme hårbunden – uden at cremen kommer i håret
•    umuligt at se, hvor man smører
•    og så bliver armene ’lamme’ efter et par minutter.

På årets sommerlejr strøede hudsygeplejerske Annemarie Yde-Andersen om sig med masser af smøretips og praktiske råd. Missede du årets lejr, eller vil du bare gerne have opfrisket, hvad du lærte, så har vi her samlet en lille smøreguide, der giver gode resultater og en bedre livskvalitet:

1 - Hav en hjælper
Det er umuligt at holde armene over hovedet i de 20-30 min., som en grundig smøring af hele hårbunden tager.

2 – Brug handsker
Brug altid engangshandsker, når du skal smøre i længere tid med steroidcreme.
Sæt en større creme-klat på oversiden af handsken, som du kan ’tage fra’ under smøringen.

3 – Vær systematisk
Red først håret godt igennem. Del herefter håret i en skilning, og massér en lille smule steroidcreme i bunden – undgå håret, hvis du kan. Næste skilning skal være ca. 4 mm fra den første. Det er vigtigt at gå systematisk til værks. Stille og roligt – og grundigt. Det giver det bedste resultat.

4 – 20 min mindst!
Det tager tid at smøre hele hårbunden. Nogle bruger i begyndelsen næsten en time pr. smøring, men efter lidt ’træning’, går det hurtigere.

5 – Se TV eller en film imens
Mange har glæde af at se TV-Avisen, en film eller en tegnefilm under smøringen. Så går tiden hurtigere for begge parter.

6 - Hårgrænsen og ørerne til sidst
Afslut med at smøre hårgrænsen, bag ørerne og evt. i øjenbrynene.

Ugetips
Smøretipsene gælder uanset cremetype. De fleste har brug for skælløsende cremer i hårbunden et par dage for at steroidcremen kan trænge ind i huden og virke optimalt, så derfor anbefaler Annemarie Yde-Andersen, at man f. eks. smører sig med de skælløsende i weekenden og bruger steroidcremerne i hverdagen. På den måde slipper man også for det værste fedt-hår i løbet af skole- eller arbejdsugen. Der findes også kombinationspræparater, der indeholder både skælopløsende stoffer og steroid.

Kære forældre…
Har dit barn psoriasis, så har du formentlig prøvet, at dit barn stritter imod eller bliver ked af det, når det skal smøres. Et par enkle fif skulle ifølge Annemarie Yde-Andersen gøre smøretiden til en hyggetid:

Spørg barnet, hvor det er rarest at blive smurt – og hvor det er værst?
- og start så med yndlings-stedet (f.eks. ryggen eller benene) og slut med hade-stedet (f.eks. ansigtet)

Gør smøretiden til en hyggestund
- se tv, hør musik eller lad den mindste se en tegnefilm – evt. gerne den samme hver dag, da det giver tryghed og barnet ikke behøver at se filmen til ende.

Afsæt god tid hver dag
- Sæt evt. smøringen i kalenderen på det samme tidspunkt hver dag. Og sæt god tid af til det. I begyndelsen tager op til en time og senere 10-20 min. - afhængig af hvor meget psoriasis man har. Når først I har fået bugt med skællene, går det hurtigere.

Hvad skal jeg smøre med?
•    Fedtcremer tilsat noget skælløsende er gode til at løsne skæl
•    Steroidcremer og D vitaminpræparater behandler og tager kløen
•    Kombinationscreme m. skælløsende og steroid – så slipper du med 1xsmøring
•    Skum eller mousse fås med steroid.
•    Olie – er svært at ’styre’ for de fleste – og giver meget fedtet hår.
•    Liniment eller opløsninger er nemmere at smøre i hårbunden
•    Der er kommet shampoo på markedet der indeholder steroid som alternativ til hårbundssmøring.

HÅRbund – ikke HOVEDbund
Huden, hvor vores hovedhår ’sidder fast’, hedder hårbunden.
Hovedbunden er ’bunden’ i hjernekassen (kraniet)

Fingertip-modellen
Steroidcremer virker som bekendt godt på psoriasis, men mange er stadig er nervøse for at bruge for meget og risikere bivirkninger. Er du i tvivl om, hvor meget steroidcreme, du skal bruge, så brug ’fingertip-modellen’.
1 fingertip svarer til yderste led af fingeren på den person, der skal smøres. Hos voksne svarer 1 fingertip til ca. ½ gram.

1 fingertip = 1 hel hånd eller 2 håndflader
2 fingertip = 1 fod
2,5 fingertip = ansigtet
3 fingertip = 1 arm
6 fingertip = 1 ben
7 fingertip = hals/bryst/mave/ryg/skridt

Voksenfingertip hos baby
Da en baby sjældent smører sig selv, så er her mængden, der svarer til en voksens fingertip:
1 fingertip = ansigtet eller bryst eller bleområdet
1,5 fingertip = ryg/2 arme
2,5 fingertips = 2 ben

Creme-beregner

Astma-Allergi Forbundet har lavet en ’creme-beregner’, hvor du kan måle, hvor meget steroidcreme, du skal bruge på alt efter om du skal smøre en baby, et større barn eller dig selv. Tjek www.astma-allergi.dk – se under ’eksem’

Shampoo, der løsner skæl
Shampoo kan tilsættes aktive stoffer der får skællene til at løsne sig hurtigere. F.eks. salicylsyre eller tjære. Clobex er en ny receptpligtig shampoo med steroid. Shampooen skal i tørt hår og sidde i 15 min., inden den vaskes ud.

Af journalist Joan Grønning

Del på facebook

Foreningen er ...

en humanitær forening. Vi arbejder for at udbrede kendskabet til psoriasis og psoriasisgigt samt at støtte og forbedre forholdene for de mere end 165.000 danske psoriasispatienter og deres pårørende.

Telefonrådgivning

Hver torsdag fra kl. 16.30-18.30 kan du ringe og tale med foreningens socialrådgiver og dermatologiske sygeplejerske

Læs mere

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret omkring psoriasis, forskning og gode tilbud.


Kommende arrangementer

No current events.