Biosimilære lægemidler

Biologiske lægemidler er kendetegnet ved at bekæmpe sygdomme vha. stoffer, der findes naturligt i kroppen, som fx hormoner. Biosimilære lægemidler er også biologiske lægemidler, de skal blot ses som en ny version, en form for kopier, af eksisterende biologiske lægemidler.
Kopier der udvikles, når patentet på et originalt biologisk lægemiddel udløber, og andre producenter derved kan igangsætte produktion af deres eget præparat ud fra "samme opskrift".

Det skal forstås sådan, at det biosimilære lægemiddel indeholder det samme aktivstof som originalpræparatet, men det er ikke en nøjagtig kopi. Der er mindre forskelle, dels som følge af stoffernes komplekse opbygning og dels på grund af produktionsmetoderne, der er svære at efterligne.

På denne måde adskiller de biologiske og biosimilære lægemidler sig fra kemisk fremstillede lægemidler, som det er muligt at fremstille ens hver gang.

Se Lægemiddelstyrelsens videoer om biosimilære lægemidler
Lægemiddelstyrelsen har netop udgivet en række informationsvideoer om biosimilære lægemidler, der sætter fokus på de bekymringer, man kan have som patient, ved skifte fra et originalt biologisk lægemiddel til et biosimilært. Filmene er produceret i samarbejde med Psoriasisforeningen og Gigtforeningen.

Se videoerne her, og find mere information fra Lægemiddelstyrelsen om biosimilære lægemidler her.

Del siden: