Hormonpræparater

Kroppen producerer en række steroider, der kaldes binyrebarkhormoner, og som hjælper kroppen med at modarbejde betændelsestilstande. Disse kan også fremstilles kemisk som et hormonpræparat, der bruges til lokalbehandling af let til moderat psoriasis. I daglig tale bruges hormon- og steroidbehandling synonymt.

Inddelt i styrkegrader
Behandlingen med binyrebarkhormon har været til rådighed de sidste 50 år og fås i dag både som creme, salve, gele og opløsning. Hormonpræparater er opdelt i grupper efter styrkegrader, hvor styrken afhænger af molekylestrukturen i præparatet. Gruppe I og II er de relative svage midler. Gruppe III og IV er de stærke præparater.

Huden er ikke lige tyk overalt
Jo tykkere huden er, jo stærkere hormonpræparat må og skal man bruge. I ansigtet, på øjenlåg og omkring kønsorganerne er huden forholdsvis tynd, og man skal derfor bruge et mildere hormonpræparat (gruppe I-II), De stærkere præparater bruges på kroppen, til håndflader og fodsåler.

Skal trappe ned med tiden
Normalt bruger man de stærke præparater (gruppe III og IV) i starten af behandlingsforløbet dog maks. en måned, hvorefter man nedtrapper, inden behandlingen helt afsluttes. Det er væsentligt, at man følger lægens anvisninger, idet man ellers kan opleve bivirkninger.

Brug evt. plastfolie
Det kan anbefales at bruge en god fed creme samtidig med behandlingen, som kan beskytte huden og gøre den mere smidig.Oplever man, at enkelte områder på huden er resistent over for behandlingen, kan man efter påsmøring tildække området med en plastikfolie. Det kan dog øge risikoen for bivirkninger, og skal altid aftales med lægen.

Bivirkninger
Hormonpræparater må kun bruges i en begrænset periode, da det ellers kan medføre tynd hud, udvidede blodkar og overfladiske blødninger i huden. Gruppe III og IV præparater må aldrig anvendes i ansigtet, da det kan medføre blivende skader af den tynde ansigtshud. Desuden er det væsentligt, at man gradvist nedtrapper behandlingen med gruppe III og IV steroider. Stopper man pludselig behandlingen, kan det medføre forværring af psoriasis (rebound-fænomenet).

Del siden: