Negle er ofte angrebet i forbindelse med psoriasis. Nogle undersøgelser viser, at næsten hver anden psoriasispatient har negleforandringer. Det ser ud som om, at neglepsoriasis hænger sammen med sværhedsgraden af psoriasis. Men omvendt udvikler en del psoriasis patienter aldrig psoriasis andre steder på kroppen.
Fingerbølprikker eller striber
De hyppigste forandringer et "fingerbøl-prikker" eller "striber" - og
hvidlig til gullig misfarvning af neglen samt fortykkelse og løsning af
neglen. Hyppigt starter løsningen ved neglekanten og breder sig "kun"
til dele af neglen. Fortykkelsen og løsningen af neglen kan videre
resultere i vækst af bakterier og svamp. Negleforandinger ses på både
tå- og fingernegle, dog behøver samtlige negle ikke være angrebet.
Vigtigt at have pæne negle
Patienter med psoriasisnegle er
ofte meget generet af dette - hvem bryder sig om at vise en hånd med
ødelagte negle? Jeg har mødt mange patienter, der kan leve med deres
psoriasis rundt om på kroppen, men nægter at acceptere de grimme negle.
Pæne negle er meget vigtige for ens fornemmelse af velvære- og mange mennesker anser neglene for en form for visitkort. Især hvis man har et repræsentativt job , er det af stor betydning at kunne fremvise velplejede negle.
Undgå skader på neglene
Et hyppigt spørgsmål til hudlægen
er derfor: Hvad kan der gøres for mine negle?
Jo, det er vigtigt at
undgå skader på neglene, da skader kan "aktivere" psoriasis. Det vil
sige - skån hænderne med handsker i forbindelse med havearbejde ,
rengøring og lignende.
Behandling med steroidcremer og andre midler til lokalbehandling (som f.eks. Daivonex) har god virkning på psoriasis på huden og i hårbunden - hvorimod samme behandling ikke virker på negleforandringer.
God behandling hjælper
Neglene bliver ofte pænere, når
psoriasis patienter er i tabletbehandling med f.eks. Metrotraxat eller
Neotigason. Denne behandlingsform anvendes dog kun til sværere former
for psoriasis på huden - og i nogle tilfælde ved psoriasisgigt.PUVA og
UVB (lysbehandling) kan ligeledes have en god virkning på
psoriasisnegle, ligesom Bucky (bløde stråler) erfaringsmæssigt hjælper
nogle patienter.
Prøv med lokalbehandling
Lokalbehandling til neglene kan
dog forsøges. Stærke steroidcremer under tildækning kan prøves, men
effekten er dog ikke overbevisende, og der vil være risiko for atrofi
(tynd hud) i negleomgivelserne, da behandling vil være
langvarig.
Injektion (indsprøjtning) af steroid ved neglelejet kan
hjælpe - nogle hudlæger anvender den såkaldte Dermojet, der "skyder" en
lille mængde steroid ind i huden.
Denne metode giver mindre ubehag end ved indsprøjtning med en nål. Undersøgelser viser, at patienter, der får denne behandling oplever forbedring i 80% tilfælde, hvis de har negleforandringer uden løsning af neglen, mens 30% af patienterne med negleløsning kan forvente en bedring.
Pasta til neglene
Patienterne skal dog være forberedt på, at behandlingen er langvarig -
især når tåneglene er angrebet - da negle vokser langsomt. Regn med
behandling hver 3-4 uge I 6-8 måneder. Bivirkninger ses i form af tynd
hud ved neglelejet.
Fortykkede negle kan behandles med Carbamidpasta ( f.eks. 40% koncentration). Pastaen smøres på neglen, der tildækkes med plaster i 7 dage - hvorefter der skrabes i den fortykkede negl. Jeg vil dog tilråde, at dette gøres i samråd med en hudlæge, da beskadigelser af neglen i sig selv kan forværre tilstanden.
Hvad med kunstige negle
Og det kosmetiske spørgsmål? Jeg
ved, at nogle kvindelige psoriasis patienter anvender kunstige negle -
eventuelt efter afslibning af ens egen negl. Dette kan være løsningen
for nogle patienter.
Jeg må dog som hudlæge gøre opmærksom på, at de midler, man anvender til påsætning af de kunstige negle, kan være skrappe sager. Midlerne kan indeholde stoffer, der kan være hudirriterende og i værste fald give allergi - resulterende i en allergisk kontakteksem.





