Forside - Nyheder - Artikler - Rapport om klimabehandling
Danmarks Psoriasis Forening
Kløverprisvej 10 B
2650 Hvidovre
Telefon: 3675 5400
Kontortid (man-fre) 10-14
CVR: 81935319
» Kontakt os
Psoriasis Forskningsfonden
Kløverprisvej 10 B
2650 Hvidovre
Telefon: 3675 5400
Kontortid (man-fre) 10-14 www.psoriasisforskning.dk

Rapport om klimabehandling

I en ny dansk rapport "Klimabehandling til psoriasis", udarbejdet af læge Kristina Lings for Psoriasisforskningsfonden i 2008, gennemgås de eksisterende nationale og internationale undersøgelser om emnet.

klimabehandling

Ud fra en samlet betragtning heraf konkluderes det, at klimabehandling er en hurtig og effektiv behandlingsform til næsten alle psoriasistyper. Rapporten kan læses som resumé og i sin fulde længe. 

Litteraturgennemgangen suppleres med en aktuel undersøgelse af danske psoriasispatienter, der har modtaget fire ugers klimabehandling i Israel. Undersøgelsen omfatter 442 gennemførte klimabehandlinger og der findes en gennemsnitlig forbedring i den såkaldte PASI-score (Psoriasis Area and Severity Index) på 94%.

Forbedringen i PASI-score er stor, også når man sammenligner med andre metoder til behandling af psoriasis.

I rapporten inddrages desuden en spørgeskemaundersøgelse af 94 patienter, der har modtaget klimaterapi. Denne undersøgelse viser en begrænset varighed af behandlingseffekten, idet patienterne gennemsnitligt får tilbagefald af psoriasis efter 2,7 måneder. Dette betyder, at patienterne indenfor få måneder ofte må anvende anden behandling mod psoriasis.

Det er i flere tidligere studier rapporteret, at klimabehandling øger patienternes psykiske velbefindende og kan være med til at styrke deres selvtillid. Det er et velkendt problem, at psoriasispatienters livskvalitet er nedsat i en grad der kan sammenlignes med fx hjerte- og kræftpatienters livskvalitet. Kun enkelte studier beskæftiger sig med livskvalitet hos psoriasispatienter, der har modtaget klimaterapi. Disse studier viser, at klimabehandling kan øge livskvaliteten og at livskvaliteten er nøje relateret til sygdommens sværhedsgrad.

Der er dog ikke påvist nogen langvarig forbedring af livskvaliteten efter klimabehandling. De patienter der deltog i den ovenfor nævnte spørgeskemaundersøgelse anførte, at de havde god livskvalitet (målt ved det såkaldte DQLI: Dermatological Quality of Life Index) umiddelbart efter endt klimabehandling. Undersøgelsen viste desuden en sammenhæng mellem opblussen af psoriasis i perioden efter klimabehandling og faldende livskvalitet.

Mange psoriasispatienter lider af gigt. Af de patienter der deltog i spørgeskemaundersøgelsen angav hovedparten, at deres ledgener var enten helt eller næsten forsvundet umiddelbart efter klimabehandlingen. Denne oplysning skal dog tolkes med forsigtighed, da den bygger på patienternes egne vurderinger og ikke på lægelige undersøgelser.

De fleste kortsigtede bivirkninger til klimabehandling er milde (solskoldning, soleksem, infektioner). På længere sigt resulterer klimabehandling dog i en øget mængde af solskader i huden, ligesom man hos patienter der har modtaget klimabehandling finder en øget hyppighed af ”fredelig” hudkræft.

Ved behandling af en kronisk sygdom som psoriasis vil der ofte være behov for at skifte mellem flere behandlingsformer, og blandt disse vurderes klimabehandling at være et godt alternativ. Specielt hos patienter som har moderat til svær psoriasis, og som ikke ønsker eller tåler anden behandling.

Se rapporten: Klimabehandling til psoriasis

Del på facebook

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret omkring psoriasis, forskning og gode tilbud.


Kommende arrangementer

» Se alle arrangementer