Allerede tidligt i 1800 tallet, hvor man for første gang adskiller psoriasis fra spedalskhed, bliver tjære hovedmidlet. Efterhånden kommer en lang række præparater på markedet. Vi hører bl.a. om stenkulstjære, bøgetjære, enebærtjære, skifertjære. Senere inddrages arsenik i behandling af psoriasis og bliver den første, ”interne” behandling af psoriasispatienter.
Fra 1920’erne startede de første lysbehandlinger.
Ca. 1930 kom også røntgenbehandling til. Denne strålebehandling viste effekt på psoriasis og blev især brugt til neglepsoriasis. Egentlig røntgenbehandling anvendes ikke længere til psoriasis.
Fra 1940 brugte man de såkaldte ”bløde røntgenstråler” eller ”grænsestråler” eller buckystråler, som de også kaldes.
I 1950’erne viser de nyudviklede steroidpræparater sig som en effektiv lokalbehandling mod psoriasis. Med årene udvikles præparater med stadig større effekt. Disse præparater viser dog også at have øgede bivirkninger, som der skal tages hensyn til.
1958: Stoffet Methotrexat bruges i kræftbehandling, men viser sig uhyre effektiv mod psoriasis selv i meget små doser. Methotrexat – hvis immundæmpende effekt først senere bliver klarlagt - bliver en milepæl i behandlingen af både psoriasis og psoriasisgigt.
I 1960’erne ophører dermatologerne al behandling med arsenik. En behandling der gradvis er gået tilbage pga. risikoen for fremkaldelse af hudkræft. En enkelt alment praktiserende praktiserende læge fortsætter dog endnu i adskillige år med at ordinere arsenik til psoriasispatienter .
Fra midt 1970’erne forbedres lysbehandling ved at give patienten en tablet, der gør huden lysfølsom. Behandlingen får navnet PUVA – forkortelse af det aktive stof, Psoralén, og UVA. Senere udvikles badepuva, hvor patienten optager stoffet gennem vandet i et badekar. I den samme periode bliver klimabehandlingen almindelig.
1980: Forskere finder frem til, at a-vitamin-lignende stoffer – de såkaldte retinoider - kan dæmpe psoriasis. Præparatet Neotigason er det kendteste præparat i dag.
1987: Et stof ved navn Cyklosporin viser sig at kunne nedsætte menneskets immunforsvar, så kroppen ikke afstøder transplanterede organer. Stoffet viser stor effekt på psoriasis, hvilket får forskernes øjne op for, at psoriasis er en immunologisk sygdom.
1990: Danske forskere opdager, at særlige D-vitaminpræparater kan bruges til at dæmpe psoriasis. Hudsalven Daivonex – og senere kombinationspræparatet Daivobet – udvikles.
1996: For første gang benytter læger kirurgiske indgreb som en del af psoriasisbehandling.
1997: Laserbehandling bliver en ny måde at angribe psoriasispletter.
Ca 2000: Nye såkaldte biogene stoffer kommer på markedet i årene omkring år 2000. Disse biologiske immunpræparater gives som injektionsbehandling over en periode. Flere af præparaterne viser stor effekt på en stor gruppe af såvel psoriasisgigt- som psoriasispatienter. Det tidligst godkendte præparat hertil er Remicade.
2005: Raptiva, der er det første biologiske præparat udviklet specifikt til psoriasispatienter, godkendes til brug i Danmark. Såvel Raptiva som præparatet Enbrel godkendes samtidigt til også at kunne anvendes til brug af praktiserende speciallæger. Enbrel er tillige velegnet mod psorasisgigt.
