Undersøgelser viser, at næsten hver tredje person med psoriasis i mild til moderat grad påvirkes og hæmmes af deres sygdom, men alligevel lever med udbrud og sygdommen uden at få behandling.
I antologien ”Jeg har – har du? Hverdagsfortællinger om psoriasis” giver Danmarks Psoriasis Foreningen ordet til nogle af dem, der lever med sygdommen på godt og ondt. I alt fem personer fortæller om deres erfaringer og udfordringer for at fokusere på, at man kan leve et godt liv med psoriasis, hvis man følger sin behandling og har en positiv indstilling.
En af disse er manuskriptforfatter Dorte Warnøe Høgh, der har haft psoriasis, siden hun var 14 år. Den i dag 39-årige Dorte har i mange år haft en karriere på og bag skærmen. Som tidligere studievært kender hun alt om at være på og blive set, og selv om hendes nuværende arbejde som manuskriptforfatter ikke kræver hendes fremtoning på skærmen, skal hun stadig være på. På trods af mange år med psoriasis har Dorte dog valgt, at dette ikke må påvirke hendes livskvalitet. Hun sørger derfor for at følge sin behandling og ser i dag sin psoriasis som en gave:
”Måske er det lidt dumt, men min psoriasis er som et termometer for mig selv, og det synes jeg er meget rart. Den fungerer som et lille alarmsignal, som jeg kan bruge, fordi jeg føler mig sikker på, at jeg ikke lige pludselig falder om af stress, fordi jeg inden vil have haft blussende psoriasis over det hele. På en eller anden måde har jeg valgt at gøre det til en gave frem for en forbandelse, men det er også meget sådan, jeg vælger at leve mit liv, fordi så tror jeg på, at man bliver så glad som muligt. Så det har noget at gøre med livsindstilling, men for mig virker det altså”.
Dorte er meget opmærksom på, at hendes indstilling måske er speciel for hende, men hun råder alligevel folk i samme situation til at være åbne om og ikke at lade sig styre af deres psoriasis. Det er også derfor, at Dorte har valgt at fortælle sin historie i den nye antologi ”Jeg har – har du? Hverdagsfortællinger om psoriasis”:
”Der er så mange, der lader sig påvirke meget af deres psoriasis og bliver begrænset i deres liv. Jeg har valgt at fortælle min historie i den nye antologi for måske at kunne inspirere andre i samme situation til ikke at lade sig styre af deres sygdom. De behøver jo selvfølgelig ikke være som mig, men måske kan de bruge lidt af det, jeg siger, til noget i deres egen situation”.
Også formand for Danmarks Psoriasis Foreningen, Jens Sloth Nielsen, pointerer vigtigheden af at sætte fokus på problemstillingen omkring livskvalitet og psoriasis – også i de milde og moderate tilfælde:
”Det er rigtig godt, at den nye antologi tager fat på problemstillingen omkring psoriasis og livskvalitet. Det er opløftende at læse de fem personers historier om et liv med psoriasis, fordi de alle lever et godt liv på trods af mange udfordringer. Mit håb er, at antologien kan få stor opmærksomhed og blive læst flittigt og derved opfordre flere mennesker til at gå i behandling og til selv at kæmpe for et godt liv med psoriasis”.
For at sætte fokus på psoriasis og for at skabe mere åbenhed omkring sygdommen, har Danmarks Psoriasis Foreningen lanceret en ny antologi med hverdagsfortællinger om psoriasis.
Antologien ”Jeg har – har du? Hverdagsfortællinger om psoriasis” er gratis, og kan rekvireres hos din praktiserende læge eller hos Danmarks Psoriasis Foreningen.
Bestil "Jeg har - har du? hverdagsfortællinger om psoriasis"
Rigtig god fornøjelse med læselysten.



