I årevis lod Anna-Marie Poulsen sig tryne af sin omverden, når hun fortalte, at hun havde det skidt med sin smerte. I dag fortryder Anna Marie Poulsen, at hun i årevis bed sin gigt i sig.
"Det var en æressag for mig ikke at vise svaghed over for nogle andre end min mand og datter. Det var en stor fejl, kan jeg se i dag", siger 49-årige Anna Marie Poulsen.
Vi går små tyve år tilbage - da hun som 30 årig sygehjælper fik gnavende ondt i knæene og søgte hjælp hos sin egen læge.
"Han mente det var overbelastning og sagde, at jeg nok burde tabe mig. Selv om jeg ikke var det ringeste overvægtig, gik jeg alligevel derfra med tanken om, at smerten måske skyldes fedme. Da jeg noget tid senere kom tilbage med helt tykke og meget varme knæ, kaldte han det en virus. Hvor dum kan man næsten være, tænker jeg i dag. Men når jeg husker efter, var jeg dengang for dårlig til at råbe op og sige, at nu skulle han altså tage mig alvorligt".
"Da jeg lang tid senere fik stillet diagnosen psoriasisgigt, gav min læge mig en uforbeholden undskyldning. Han havde ikke drømt om, at det stod så slemt til med mig. For jeg havde jo beholdt mit arbejde og bidt smerterne i mig. Min smerte stod jo ikke skrevet i panden", Anna Marie Poulsen.
Min mand burde lade sig skille
Også hendes nærmeste fandt det svært at acceptere, at Anna Marie
Poulsen stor set lod som ingenting, mens hun blev stadig dårligere til
at håndtere sin hverdag som kvinde og mor.
"Det sværeste var nok, at min egen familie ikke kunne acceptere, at jeg efterhånden ikke kunne ordne vasketøj, skrælle kartofler, løfte gryder og andet, og så få at vide at jeg ikke fejlede noget. Især min mor kunne ikke acceptere, at jeg ikke var perfekt. Skulle vi ned i byen gik hun et stykke foran mig, men det skete kun en gang, for siden gik jeg selv".
"Min mor rådede min mand til at blive skilt, for hun af egen erfaring vidste, hvor hårdt det var at leve med en handicappet. Hun burde i det mindste have fortalt det, så jeg ikke hørte det – men sådan var hun ikke. Her bed jeg også meget i mig. Og det havde jeg lært helt tilbage i barndommen. Derfor kunne jeg som voksen heller ikke vise svaghed over for nogen. Kun min mand og datter fortalte jeg om, hvor skidt jeg havde det".
Jordens dårligste mor
Mønstret var det samme på arbejdsfronten: Anna Marie Poulsen måtte
kvitte jobbet som sygehjælper i dagtimerne, og søge en stilling som
nattevagt. Her var de kun to på arbejde og beboerne var ligeglade med,
at hun haltede.
"Jeg troede det var en virus og så ville den jo gå over. Fire måneder efter gav knæene efter. Jeg kørte hjem en tidlig morgen efter nattevagt, men kunne ikke stå ud af bilen. Jeg måtte kravle ind i huset, hvor hunden kastede sig over mig, fordi den troede, jeg ville lege. Det var i den forbindelse, jeg fik konstateret gigt. Og det var en lettelse at få et navn på sygdommen".
Men det håndfaste bevis på smertens årsag gjorde det nu ikke lettere for Anna Marie at vende sig ud mod verden – tværtimod:
”Jeg fik det dårligt med at gå ud. Og jeg kunne ikke lide at vise mig med stokke. Når jeg alligevel gik ud, gjorde jeg mig fint i stand. Det resulterede i at folk sagde: Nej, hvor ser du godt ud. Her begik jeg igen en stor fejl. For i stedet for at fortælle om, hvor dårligt jeg havde det, prøvede jeg at skjule det med pænt tøj og make up".
Hun kunne for eksempel have fortalt, at hun efterhånden følte sig som jordens dårligste hustru:
"Jeg gik rundt med evig dårlig samvittighed og følte virkelig, at jeg svigtede på hjemmefronten. Så snart jeg kom fra arbejde – som jeg holdt stædigt fast i - faldt jeg i søvn og sov, til jeg skulle af sted på arbejde igen. Det led min datter under, for hun var i en aktiv alder. Fra familiens side kunne jeg mærke den der undertone af , at jeg burde lave mere, og jeg var heldig med min mand var god til alt herhjemme".
Mod nye horisonter
Anna Marie Poulsen har ikke haft arbejde , siden gigten tog til for
tretten år siden. Lige siden har hun været i Methotrexat- behandling.
Og hun spiser dagligt smertestillende piller. Til gengæld føler hun ,
at hun har lært at leve bedre med smerterne.
"Der er dage, hvor jeg har så ondt i fodknoglerne, så ondt i kæberne og nakken og er plaget med migræne, at jeg ikke kan lukke af for smerterne. Men jeg har fundet ud af, at jeg er nødt til at holde mig i gang, hvis jeg skal magte livet derhjemme, og for at alt ikke bliver negativt".
"Her har min mand og datter været enorm gode til at støtte mig. De har altid troet på mig på alle måder. Bare det at høre en god CD og sætte mig til at male hjælper. Jeg har de sidste 5 år lavet trolde og nisser i træmasse. Det er godt for fingerleddene og godt for psyken at modelle sjove og glade trolde og nisser".
Gang i et udadvendt og aktivt liv
Frem for alt har den 49 årige vestjyde fået gang i et aktivt og udadvendt liv:
"Det er en overvindelse, at komme i gang igen, fordi al aktivitet kommer negativt tilbage i starten. Men for at bevise, at jeg kunne gøre noget, begyndte jeg at gå til billedkunst på HF. Selvfølgelig må jeg planlægge efter det, fordi jeg bliver træt i dagene efter".
"Til gengæld giver det mig en masse selvværd, at jeg kan bruges til noget. Når jeg var til middagsselskab i starten af min sygdom spurgte værterne ofte til min mands arbejde, men de sprang over mig, indtil jeg forklarede at jeg også lavede mange ting. I de sidste mange år har jeg kun oplevet positiv behandling af mig, de ved alle hvad jeg fejler og så er livet lettere".



