Som tyveårig spillede Heini Jensen håndbold på eliteplan. Havde fået sit svendebrev som tømrer. Var en en stor og stærk fyr med en sund appetit på livet og alle de ting, der frister en ung mand. Som enogtyveårig lå han det meste af tiden alene hjemme i sin seng. Havde forladt sit håndboldhold, som han kort forinden var blevet nordisk mester med. Var holdt op med at gå i byen. Var næsten ikke til at drive ud.

"Jeg kunne ingenting. Virkelig ingenting. Jeg var totalt hæmmet af gigtsmerter og tilbragte meget af tiden i sengen", beretter Heini Jensen, der i dag er 36 år og bor i den nordjyske by, Vodskov.

"Det var helt forfærdeligt ikke at kunne tage i byen og ikke længere være sammen med kammeraterne i klubben. Alt det var pludselig taget fra mig. Jeg lå bare i min seng og noterede mig, at min ellers kraftige brystkasse blev trukket mere og mere flad af tyngdekraften. Og jeg, som ellers godt kunne tage ved - pludselig kunne jeg ikke engang spænde knapperne i mine Levi’s bukser".

Næsten være at komme ud
Men var det belastende at ligge derhjemme, var det næsten endnu værre at komme ud, husker han:

"Overtalte mine kammerater mig endelig til at gå med ud, kunne jeg slet ikke komme i humør, selv om både kammerater og veninder virkelig prøvede", husker han.

Indeni følte Heini sig som en gnaven gammel, ung mand. Langt fra at være på omgangshøjde med de andre:

"Jeg sad jo surmulende med begge hænger solidt placeret oppe under hagen og magtede ikke at snakke og grine. Den slags typer går pigerne altså ikke hen til - ikke her i Nordjylland".

Hænger fast i fortiden
Desværre hænger mænd fast i tanken om, hvordan de var før de fik gigt, lyder det fra den tidligere elitehåndboldspiller:

"Ude i byen fokuserer fyre - eller jeg gjorde i hvert fald - for meget på, at man ikke er så tjekket som man var engang. Man slår sig selv i hovedet og tænker, at så kedelig plejer man altså ikke at være. Vil ikke rigtig være ved sig selv. Og når pigerne holder sig væk fra fyren, der sidder og surmuler i hjørnet - ja, så har ham fyren i hjørnet ikke særlig stor lyst til at gå i byen, hvor han blot oplever det ene nederlag efter det andet".

Mænd mere forfængelige
Her har piger og kvinder med gigt en stor fordel, oplever han:

"Jeg tror, at mænd på en måde er mere forfængelige end kvinder. Vi graver os ned og pakker os ind og gemmer os, hvis vi har smerter eller eksem. De piger med gigt, som jeg har mødt, er langt mere friske og åbne, selv om de har lige så meget gigt som én selv eller mere".

"Det kan måske forklares med, at kvinder ikke har så meget imod at vise svaghed, som mænd har. Og at kvinder måske ikke skal kæmpe så hårdt for at finde en mand. Men vi mænd skal lære at være mere... hvad skal jeg sige... livsbevidste", lyder Heinis råd.

Lidt af en betonklods
Heller ikke på kærestefronen har Heini været god til at gå i clinch med situationen. Han var med egne ord ”lidt af en betonklods” at være sammen med:

"Jeg havde en kæreste, der hed Rikke. Da vi var nyforelskede, ville hun så gerne have mig med med ud at shoppe og med ud at gå aftentur. Men det smadrede mig, og bagefter havde jeg ikke lyst til noget som helst. Heller ikke seksuelt".

"Rikke spurgte engang - i frustration over at jeg ikke var i stand til det vilde lagengymnastik, tror jeg - om der også kunne gå gigt i "den". Altså min penis".

Snakkede aldrig om gigten
Et af de store problemer var, at de aldrig snakkede om gigten, mener han:

"Hun ville gerne hjælpe mig med at tage strømper på, men hun gik aldrig ind i diskussionen om gigt. Det var en slags medlidenhedsforhold fra hendes side. Jeg savnede, at hun sagde mere til og fra. At hun nogen gange sparkede til mig i stedet for at indrette sig efter mig. Det var mine kammerater meget bedre til".

I dag lever Heini som single. Af flere grunde:

"Jeg har levet i lange periode som single, og med weekendtøser. Det har vist sig at være meget lettere ikke at skulle inddrage dem i mit liv. Noget andet er, at jeg helst ikke vil være biologisk far, selv om jeg godt vil have børn. Jeg kan ikke holde tanken ud om at se mine børn eller mine børnebørn lide med gigt eller eksem".   

Kan skræmme kvinderne væk
Den indstilling kan godt skræmme nogle kvinder væk, gætter han.

En anden grund, tilføjer Heini, er, at pigerne ikke har lyst til at følge med i hans tempo. Nu er han nemlig i biologisk behandling og har fået fart i stemplerne:

"Ud over, at jeg har fuldtidsjob i en radioforretning, er jeg medejer i et firma, der udlejer mobile diskoteker. Det kan godt tage det meste af et døgns knokleri, fra vi laver de første lydprøver, og til vi pakker ned næste morgen".

Som prikken over i’et bruger han stort set alle frie timer på at køre Kite-buggy - en afsindig hurtig strandracer, hvor sejlet er en faldskærm. På spørgsmålet, om det ikke er at presse sig selv en anelse hårdt, siger han:

"Jo, men jeg har besluttet mig for at holde gryden i kog hele tiden - også selv om jeg nogen gange må bøde for det - som da jeg sad i kørestol i fjorten dage efter en skiferie. Jeg vil simpelthen aldrig ned med nakken igen. Og jeg har travlt med at hente den tid, jeg har mistet".