Intet - absolut intet - står mål med klimabehandling i Israel, beretter 14-årige Michelle og 17-årige Louise. Begge rejste de af sted som indadvendte piger med meget lavt selvværd. Og begge vendte de hjem med en næsten fandenivoldsk lyst til at leve livet og vise sig frem til alle.
Græd når jeg kom hjem fra skole
Selv om Michelle kun var otte år, da hun var med psoriasisforeningens børnehold i Israel, står tiden før klimabehandlingen stadig krystalklart for den fjortenårige teenager:
”Min psoriasis var meget slem. Altid kiggede folk på mig, og mine skolekammerater moppede mig hver dag. Ingen ville følges med mig. Jeg havde ingen venner, og når jeg kom hjem fra skole, var jeg altid ked af det og græd over de mindste ting. Jeg havde ondt langt ind i hjertet”, fortæller Michelle.
Hun taler forbavsende roligt og stilsikkert af en fjortenårig at være. Måske fordi hun fra barndommen har øvet sig i at bearbejde ensomhed og smerter i sjælen. Og måske derfor udstråler hendes mørke øjne en næsten alt for voksen alvor.
Også Louise kigger på én med det der livserfarne blik. Hendes psoriasis var ikke helt så slem, siger hun. Men der var alligevel en grund til, at moren pressede hende af sted til Israel som elleveårig:
”Hun kunne godt se, at jeg ofte var ked af det. Lige som du fortæller, Michelle, sad jeg meget hjemme og havde ikke lyst til at møde mennesker. Mit selvværd lå på et meget lille sted, og det blev ikke bedre med tiden.
Omvæltningen
Michelle og Louise var på hvert sit børnehold, men de er hundrede procent enige om, hvad opholdet har betydet:
Michelle: ”Selv om vi begge kom hjem midt om vinteren, havde vi lyst til at gå i T-shirts og nederdel. At vise sig frem og sige: Se hvor solbrændt jeg er. Se, hvor fin min hud er. Israel gav mig en frisk start på livet. Jeg fik det rigtigt, rigtigt meget bedre. Ikke bare lige bagefter, men i de følgende tre år - indtil virkningen blev afbrudt af en halsbetændelse. I den periode kom jeg langt oftere hjem fra skole og var totalt glad og i hopla, fordi jeg følte mig mere som de andre.
Louise: ”Og man fik lyst til igen at vende sig udad og være sammen med andre - alle andre - mennesker. Min psoriasis har, undtaget et par småudbrud, været okay i ro siden, jeg var i Israel for seks år siden. En overgang troede vi faktisk, at jeg var vokset fra sygdommen”.
Hospitalet står ikke mål med Israel
Mens Louise ikke længere har et skrigende behov for klimabehandling, ville Michelle rigtig gerne have været af sted i de mellemliggende år. Hun har været syg nok til det. I stedet har lægerne indlagt hende på et dansk hospital tre gange.
”Lægerne bør altså indse, at det ikke er nær så godt som Israel. På hospitalet er der kun voksne, som jeg ikke kan snakke ordentligt med. Jeg går rundt alene på sygehusets gange - i sygehustøj og lugter af tjære og bliver gloet på af alle folk, der ikke kender psoriasis - det gør mig ked af det. I Israel kigger folk ikke. Og i modsætning til hospitalet er der jævnaldrende børn at snakke med. Vi kan bakke hinanden op og give hinanden gode råd på en måde, som voksne bare ikke kan hjælpe med”.
Louise: ”Ja, man får bearbejdet sine følelser langt bedre med jævnaldrende end med voksne. Men også det, at man er så afsides fra Danmark gør, at man ser tingene på en ny måde - sådan lidt på afstand”.
Michelle: ”Man får en pause fra alt det dårlige derhjemme. Væk fra drillerierne og ind i en fri rolle, hvor man tager én dag ad gangen og ikke gruer for den kommende uge. Det må da give det bedste behandlingsresultat.”
Totalt godt - trods hjemve
Så sent som i dette forår - hvor kun én ung kom af sted på børneholdet - tiggede Michelle sin læge om at få lov til at rejse med. Men nej:
”Da jeg gik til kontrol i februar, sagde lægen, at min psoriasis ikke var slem nok til at rejse til Israel. Da jeg var til kontrol igen i april, var min psoriasis selvfølgelig meget værre - så slem, at jeg skulle indlægges. Det mest irriterende var, at lægen sagde, at jeg sagtens kunne have valgt at tage med børneholdet i marts - men nu var det ligesom for sent”.
Louise: ”Det siger mig, at der sidder mange læger - og sikkert også forældre til psoriasisbørn - der ikke har den nødvendige viden om, hvor stor effekt behandlingen i Israel har for os. Hverken min eller din læge har jo nogensinde snakket om Israel som en behandlingsmulighed. Begge vores forældre opdagede først muligheden, da vi var på psoriasisforeningens sommerkursus i Nyborg”.
Klimabehandlingsudvalgets formand:
”Målet er at sende 6-8 børn af sted hvert halve år”
Det er op ad bakke, hvis det nye Klimabehandlingsudvalg skal nå sit mål om hvert år at sende 12-16 børn og unge til klimabehandling. Faktisk lykkedes det kun udvalget at sende én enkelt dreng og én leder af sted dette forår.
”Vi har ikke været gode nok til at fortælle, at vi igen har fået gang i børneholdet til kibbutz Ein Gedi og med rejsebureauet 1 Bedre Liv som partner”, indrømmer udvalgets formand, Jannie Hald. Men hun er optimistisk om fremtidige børnehold.Udvalget har nu skrevet et brev til landets visiterende hudlæger i håbet om at de vil anbefale flere børn at rejse på klimabehandling.
Jannie Hald vedgår, at det kan svært at skulle overbevise lægerne, fordi de i stigende grad vælger at indlægge psoriasisbørn i Danmark. Især er nogle læger bekymrede for, at børn kan udvikle hudkræft, hvis de bliver ”afhængige” af Israels sol.
”Men er risikoen for kræft reelt større? Der er aldrig lavet undersøgelser på alle os, der har været af sted gennem mange år. I øvrigt må man i dag hverken solbade mellem 12 og 14 eller smøre sig ind i babyolie af risiko for at brænde huden af. Så risikoen er i dag langt mindre end før. Og samtidig ved vi ved, hvor uendeligt godt børnene får det af klimabehandling”, siger Jannie Hald.
Næste børnehold rejser efter planen fra Danmark mandag den 24. september 2007
Kontakt Danmarks Psoriasis Forening for mere information om børneholdene:
Telefon 36 75 54 00, mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
