Danmarks Psoriasis Forening
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup
Telefon: 3675 5400
Kontortid (man-fre) 10-14
CVR: 81935319
» Kontakt os

Biologisk behandling skal blive på hospitalerne

I dag har en gigtpatient fra Ribe Amt dobbelt så gode chancer for at komme i biologisk behandling som en patient fra Sønderjyllands Amt. Hvorfor, jo fordi sygehusene har ”monopol” på at tilbyde biologisk medicin til gigtpatienter, mener mange.

Nogle steder i landet er meget svært at få adgang til en speciallæge, der kan henvise én til sygehuset. Noget andet er så, om han gør det. Denne store variation gør det til lidt af en tilfældighed, om man slipper gennem nåleøjet og får det tilbud, der måske vil være præcis det rigtige for én. Det erkender overlæge Merete Hetland, reumatologisk afdeling på Hvidovre Hospital.

"Den største grund til de regionale forskelle er, at den biologiske behandling kun gives på sygehusene."

Ekstremt potente midler
Men sådan bør det også være – i hvert fald indtil videre, fortsætter hun:

"Jeg er fortaler for, at præparaterne kun gives på hospitaler. Hér har man den største erfaring med bl.a. at udvælge patienter og identificere bivirkninger."

Især det med de lurende bivirkninger er en tungtvejende grund, mener Merete Hetland:

"Det lyder så ufarligt, når man kalder en behandling biologisk. Men vi må ikke glemme, at der er tale om ekstremt potente midler, der griber ind i immunforsvaret."

Derfor skal patienterne have mere end almindelig grundig undervisning i at opdage infektioner i tide, mener hun:

"Det kan være meget svært at opdage infektioner, fordi feberen ofte ikke bliver så høj, eller der måske ikke kommer puds ud af et sår, når man er i biologisk behandling. Og da alvorlige, livstruende infektioner ikke er sjældne hos gigtpatienter i biologisk behandling, skal patienten undervises grundigt i at være opmærksom på selv små symptomer."

Det kan en privat klinik vel også gøre?

"Nej, jeg mener, det er vigtigt, at patienten undervises i det igen og igen fra forskellige kanaler – ikke kun fra lægen. Det sker mest optimalt på sygehusene”, siger Merete Hetland.

Er der ikke en risiko for, at nogle – måske mange – patienter aldrig når frem til sygehusene og eventuel biologisk behandling?

"De fleste amter er flinke til at behandle med biologiske præparater, og det er kun nogle få amter, der har få patienter. Og som helhed har sygehusene været gode til at tage imod alle de patienter, der  henvises. Det tror jeg også, de vil være fremover”, mener hvidovrelægen.

Ser du en grænse for, hvor mange penge, det offentlige kan sætte af til biologisk behandling?

"Jeg tror ikke, den økonomiske barriere er så stor. For det første vil antallet af nye patienter i biologisk behandling ikke stige så voldsomt fremover, som vi har set det de første år. For det andet tror jeg, at politikerne vil stille sig positive, bare vi som behandlere kan dokumentere, hvor stort det konkrete behov er, og hvor godt behandlingen virker”.   

Fakta: Stadig flere tåler biologisk medicin

I databasen Danbio samles al dansk erfaring om biologisk behandling. I den første statusrapport over 2039 gigtpatienter fremgår det bl.a.:

  • At lægernes frygt for, at effekten af biologisk medicin ville aftage med årene har vist sig grundløs. Intet tyder på indtil videre på, at virkningen bremser op.
  • At stadig flere patienter tåler den biologiske medicin i takt med et stigende udvalg af præparater. Lidt forenklet sagt fortsætter to ud af tre patienter biologisk behandling over en længere periode. Af de, der bliver i behandlingen, opnår halvdelen ”rigtig god effekt”. Dette tal var for fire år siden kun 33 procent. Og i dag har kun hver tiende patient slet ingen effekt – og det skyldes især, patienten holder pause i behandlingen pga af infektion, en operation, en graviditet ell.lign.
  • At hver tredje patient til gengæld må opgive biologisk behandling. Enten fordi patienten ikke tåler den – typisk på grund af overfølsomhed eller en ophobning af infektioner. Eller fordi, medicinen ikke virker.

Kilde: Overlæge Merete Hetland, leder af styregruppen bag databasen Danbio

Del på facebook

Foreningen er ...

en humanitær forening. Vi arbejder for at udbrede kendskabet til psoriasis og psoriasisgigt samt at støtte og forbedre forholdene for de mere end 165.000 danske psoriasispatienter og deres pårørende.

Telefonrådgivning

Hver torsdag fra kl. 16.30-18.30 kan du ringe og tale med foreningens socialrådgiver og dermatologiske sygeplejerske

Læs mere

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret omkring psoriasis, forskning og gode tilbud.


Kommende arrangementer

No current events.