Sex og psoriasis

For mange mennesker med psoriasis påvirker sygdommen deres forhold til kroppen. De fleste patienter oplever perioder, hvor de er lede og kede af deres udseende. Man tildækker kroppen i tøj, og skrotter alt, hvad der hedder shorts og T-shirts, fordi man ikke vil have, at andre ser ens pletter.

Kan være svært i starten
Som ung kan det være uovervindeligt svært at gå i byen og lede efter en sexpartner eller en kæreste, når man føler, at man ligner noget, katten har slæbt ind. For slet ikke at snakke om det dybt pinlige der sker, når man så kommer hjem og skal smide tøjet. Og man ikke lige har fået fortalt om sin psoriasis.

Nogle kræver lyset slukket
Selv granvoksne psoriatikere med fast partner, kan have svært ved at dyrke sex, mens lyset er tændt. Eller hvis kroppen er smurt ind i fedtet crème. Når det er sagt, kan man sagtens have et velfungerende sexliv som psoriasispatient. For de fleste har psoriasispletterne ingen fysisk betydning for de seksuelle udfoldelsesmuligheder. Det kan dog være generende at blive kælet på en psoriasisplet, hvis man har en kløende psoriasis.

Invers psoriasis kan give smerter
Har man invers psoriasis - for manden især på indersiden af forhuden på penis, og for kvinder typisk i og omkring skedeåbningen – kan det gøre ondt at dyrke sex. Heldigvis kan det behandles - vær ikke bange for at spørge din læge til råds. Man kan også konsultere en sexolog, der kan give gode råd om, hvordan man bedst undgår smerter i sexlivet.

Graviditet
Psoriasis er ingen hindring for at blive gravid. Man kan uden problemer gennemføre en helt almindelig graviditet og fødsel. Man må dog ikke modtage vise former for medicinsk behandling under og før en graviditet, da det kan være forbundet med en række bivirkninger

For nogle medfører graviditeten en stilstand i psoriasisen, mens andre oplever en opblussen. Om børnene arver psoriasis er også meget forskelligt, men der er altid en risiko.

Gode tips:

  • Tal med din partner om dine følelser
  • Fortæl om psoriasis, inden du smider tøjet
  • Har du invers psoriasis, kan du evt. kontakte en sexolog for råd og vejledning.

 

Del siden: