Så skete det igen

11. februar 2016, 15:06   |    

Så skete det igen…. Jeg har i dag fortalt en voksen kvinde, højst sandsynligt født i 70’erne, at hendes psoriasis ikke blot er en hudsygdom, men en autoimmun sygdom. Det er der aldrig nogen, der har fortalt hende, men hun har selvfølgelig også kun haft psoriasis det meste af sit liv….(?) Lige præcis derfor Psoriasisforeningens arbejde er så pokkers vigtigt! Det er bare ikke godt nok, at psoriasispatienter ikke bliver informeret ordentligt. Men nu er der i hvert fald en mindre, der lever i uvidenhed!

Status her hjemme er, at Tristan lige er blevet klippet – juhuuu. Nu kan vi rent faktisk se pletterne i hovedbunden, og det gør det altså noget nemmere at smøre. Vi har lige haft en periode, hvor ungen kategorisk nægtede at blive smurt med noget som helst, så efterhånden havde han en adskillige mm tyk hvid  bulet hjelm på hovedet. Det så ikke videre kønt ud, for på trods af en tyk hårmanke, kunne det altså ikke skjules helt. Han sagde også at det føltes som om, at det spændte…. Ja det tror da faen, det må være nogenlunde som at dyppe hovedet i en papmache, og så rende rundt med sådan en fin hat på. Det lykkedes heldigvis at få ham overtalt til at få gjort noget ved det i weekenden, så vi gik i gang med at massere en masse olie ind i hovedbunden for at løsne skorperne. Han var ikke udelt begejstret for sin mor, når hun fik hældt lidt for meget på, og det begyndte at løbe ned i panden og nakken. Men vupti – 3 dages intensiv olie-cirkus og så var det søde lille hoved klar til hormoncreme.

Han har stadig pletter på kroppen, men slet ikke så mange, som før sommerferien. Så vi krydser hvad krydses kan for, at denne vinter ikke bliver så slem, som de tre foregående.
Tristan har nu i et stykke tid fået blomsterdråber 4 gange om dagen – en blanding blandet specielt til ham. Formålet er ikke, at det skal virke direkte på hans psoriasis, men mere at holde ham i mental balance, og derved indirekte have en gavnlig anti-plet-effekt. Om det er grunden til, at hans krop er så relativ fin i øjeblikket, kan vi jo ikke være sikre på. Men jeg skal da lige love for, at han er kommet i balance! På trods af at puberteten lurer i nær fremtid, og at han generelt er en dreng med temperament, er han simpelthen blid som et lam i øjeblikket – bliver han bare en anelse roligere, er der nok stor risiko for, at han tisser i bukserne eller falder i søvn stående. Og vi nyder hvert et øjeblik!

Fredag den 30. Oktober kl. 18.30 var Tristan (og jeg…. næsten) med i TV2 Lorry, for at tale om skoleformig.dk projektet, som Tristan er med i. Min lille 8-9 årige dreng, som ikke ville vise sig uden tøj på for andre end nærmeste familie, er blevet forvandlet til en super modig 11 årig, som hev op i trøjen, og viste sine pletter frem for hele Storkøbenhavn i den bedste sendetid. Moren får næsten stadig lidt tud i øjnene ved tanken – han var bare så sej! Han har alle dage været en linselus, men det der havde jeg alligevel ikke regnet med. Hvis I ikke så indslaget, kan det ses her: http://www.tv2lorry.dk/artikel/285671

Jeg håber, at Tristans bare mave kan hjælpe andre plet-børn til erkendelsen af, at der ikke er noget galt med dem og deres pletter – det er bare en del af hvem de er, og de er skønne hver og en.

Trine

 

Du kan spørge Trine om alt – Hun glæder sig til at hjælpe.

Skriv til Trine på blogger@psoriasis.dk

Del siden: