|
En uges hektisk kampagne op til Verdens Psoriasis Dag endte i et festfyrværkeri af taler og rockmusik på Københavns Rådhus. Oven på et næsten pinligt tyndt fremmøde i Århus, var frygten for et flop i København begyndt at melde sig blandt foreningens kreative bagmænd.
Århus. Torsdag eftermiddag
En håndfuld personer med hvide
sweatshirts knokler med at samle papskilte, stille boder op og anrette
kaffebord. Det hele skal stilles på en måde, så rådhushallen indrammes
som en slags torv.
Klokken er kvart i tre. Snart kommer
landsformand Jens Sloth og Hanne Svane fra forretningsudvalget kørende
op til rådhuset i deres karavanebil.
Er kaffen og krusene på
plads? Virker mikrofonen? Gad vide, hvor mange der kommer? Ord og
sætninger hvirvler rundt blandt de hvidtrøjede, der på foreningens
vegne lægger alle kræfter i at skabe et godt pitstop for
psoriasiskaravanen på vej mod den store brag i København lørdag d. 29
oktober – to dage senere.
Folk holder sig hjemme
”Der må da komme flere”, siger én fortrøstningsfuldt, da formanden har
holdt sin korte velkomsttale for højst tredive personer inklusive de
særligt indbudte.
”Jeg tror ikke, der kommer flere, og det
overrasker mig ikke”, nærmest hvisker en lille hvidhåret mand til sin
sidemand. De få besøgende siver nu rundt mellem tre læger og en
sygeplejerske, der alle sidder klar til mini-konsultation ved hver sit
lille bord beklædt med kongeblå papirdug.
”Det er nemlig typisk
for psoriasispatienter” fortsætter han, ”at de holder sig hjemme fra
sådan noget hurlumhej hér. De skal ikke nyde noget af at vise sig frem,
selv om det hele i sidste ende er stablet på benene for deres skyld”.
Han
smiler lidt forlegent, som om han undskylder på de fraværendes vegne.
Da højttalerne pludselig får mæle igen, siver folk nysgerrigt mod
podiet. Stemmen fra højttalerne tilhører Niels Jensen, formand for
Psoriasis Forskningsfonden, der modsat landsformandens temmelig
afslappede tøjstil er ulasteligt klædt i et mørkt jakkesæt. Nu vil
fonden dele penge ud, varsler han.
Hæderspris til Zachariae
Først får viceamtsborgmester Gunhild Husum til opgave at give fire
kvindelige og to mandlige århusianske forskere hver en konvolut med et
legat, trykke dem i hånden og give dem en buket lilla blomster.
Herefter
går mikrofonen videre til professor dr.med. på Århus Hospital, Knud
Kragballe. Han skal på vegne af Forskningsfonden sige et par ord til
sin ven og gamle kollega, Hugh Zachariae, der som dagens højdepunkt
skal modtage en nyindstiftet hæderspris på 70.000 kroner.
"Ingen
tvivl om, at du skulle have prisen. Du har i mange år været en
bannerfører for psoriasis. Og du har vist unge forskere, at det kan
nytte at gøre en indsats for psoriasis, der er en vigtig og alvorlig
sygdom", siger Kragballe blandt andet.
Hugh Zachariae takker
varmt for prisen. Som en ordløs tak for livslang opbakning afleverer
han sin blomsterbuket til sin hustru, Eva, der var den måske første
gigtlæge i verden, der opdagede psoriasisgigt.
Efter en kort
reception for Hugh Zachariae og de andre pengemodtagere, er dagen slut.
De hvidtrøjede folder langsomt papstandere og boder ned igen. Ingen
siger det. Men alle tænker det samme: Det kom ikke nær så mange, som vi
forventede.
Ikke pinligt, men tæt på
København. Lørdag formiddag
Rådhushallen ligner en milliard.
Rød-hvide splitflag pryder balkonen i den næsten klassisk smukke sal.
Flagspidserne peger ned over et stort podium med svulmende
blomsterdekorationer i siderne, en talerstol i midten og bagved et
arrangementet af guitarer og højttalere.
Langsomt fyldes de
snorlige stolerækker foran podiet med mennesker. Langt fra alle pladser
bliver taget. Alligevel er forsamlingen markant større end i Århus.
Ingen som helst tvivl om, at det er hér, det store slag skal stå.
Landsformand
Jens Sloth er tydeligvis mere alvorlig end i Århus, da han går på
podiet og byder velkommen til Verdens Psoriasis Dag. Men han kan ikke
dy sig for at prikke til forsamlingens lattermuskler ved at fortælle om
en episode fra ugens psoriasiskaravane.
"Vi havde parkeret bilen på byens torv, da en dame kom hen til os og spurgte: Nå, hvad slags fisk sælger I så?"
"Vi svarede: -Vi sælger ikke røde spætter, vi informerer om røde pletter".
Yes, jeg har psoriasis
Sådan en replik lader den erfarne showmaster, Hans Otto Bisgaard, ikke
sin næse gå forbi, da han kort efter løber op på podiet og ind i rollen
som konferencier:
"Det var sgu godt sagt. Det er lige præcis sådan jeg mener, vi skal tackle vores psoriasis – med humor".
Og så kører Bisgaard-toget:
"Min
gode ven, Peter Larsen, morer sig over mine mange optrædender som
konferencier. Han mener, at mine replikker er én lang gentagelse af: Nu
kommer… og Det var…"
Jeg må indrømme, at jeg tit har stået på en
scene og tænkt: Hvad laver jeg hér. Men hér i dag er jeg dybt
kvalificeret. Jeg er i samme båd som jer. Yes, jeg har psoriasis”,
nærmest jubler Hans Otto Bisgaard og løfter armene i vejret, som om han
er usandsynlig stolt over sygdommen.
På få minutter får han skabt en tæt og varm atmosfære i en rådhussal, hvis kirke-agtige akustik egentlig ikke indbyder til det.
"Vi skal nu se en film", siger han, da hans fem minutter er gået, og forsamlingen har smilet alle forsvarsparader væk.
Mistede hele sin ungdom
Alle retter blikket mod storskærmen, hvor en ung kvinde toner frem.
Hendes hud hænger næsten bogstavelig talt i laser på grund af
psoriasis. Overraskende åbent og nøgternt fortæller den engelske kvinde
sin gruopvækkende historie om, hvordan psoriasis og psoriasisgigt tvang
hende til at hun opgive et godt og vellønnet job, og hvordan hendes
famililiv og venneliv langsomt gik op i sømmene. KLIP.
Kvinden
sidder nu fuldstændig afglattet efter at have været i biologisk
behandling. Hun siger ligeud, at hun mistede ti år af sit liv på grund
af psoriasis. Men glæder sig nu over, hvor godt hun har fået det på
grund af den nye medicin.
Ikke overraskende er filmen betalt af
firmaet bag den medicin, der næsten mirakuløst gav kvinden sit liv
tilbage.Efter filmen hopper Hans Otto Bisgaard tilbage på podiet og
følger op på filment:
"Det der gjorde mest indtryk på mig, er at
kvinden følte, at hun havde mistet hele sin ungdom. Det minder mig om
en kvinde, jeg mødte på Langelandsfestivalen, og hvis store
teenagedatter ikke var med til festival. Jeg spurgte, om det ikke var
datteren, der burde være på festival. Hun svarede – og det chokerede
mig virkelig – at datteren havde psoriasis og aldrig gik uden for en
dør".
Livet er for kort til at vi putte sig
"Livet er sgu for kort til at spilde dage og år med at putte sig
derhjemme. Vi skal alle sammen ud af skabet og lære at leve med vores
sygdom i en større offentlighed", opfordrer den psoriasisramte
konferencier.
Hans Otto Bisgaard overlader nu scenen– først til
hudlæge Jette Traulsen, der tegner et kort og præcist billede af
psoriasis. Herefter får politikerne Kirsten Lee (R) og Lars Engberg (S)
hver fem minutter til at markere Verdens Psoriasis Dag.
Kirsten
Lee foreslår bl.a at oprette regionale psoriasiscentre, hvor patienter
kan hente både viden og behandling, og hvor der foregår forskning.
Lars
Engberg vil gerne fordele pengene bedre, så tunge sygdomme som kræft
ikke får lov at sluge det hele på bekostning af de "skjulte, kroniske"
sygdomme som psoriasis:
”Et arrangement som dette vil uden tvivl
være med til at råbe politikerne op, hvilket er godt i disse tider,
hvor sygehusvæsenet synes at bruge stadig mere krudt på eks. kræft”,
sagde han blandt andet.
Vi ses samme tid samme sted
Så er tale-delen af Verdens Psoriasis Dag vel overstået. Nu skal mikrofonen bruges til at synge i.
Op
på scenen træder den sølvhårede, dansk-amerikanske guitarist, Billy
Cross. Han har ikke været på rådhuset siden 1975, da han blev gift,
bedyrer han og smiler sit drengede smil. Mik Schack, kendt fra sine
køkkensamtaler på TV, sætter sig med et vaskebræt. Og Flemming
Ostermann griber bassen. Alle ser ud til at glæde sig til at fyre den
af i rådhushallen.
Og fyre den af, det gør trioen – rock and
roll på forvrænget guitar klokken elleve om formiddagen.. Enkelte lidt
ældre gæster, ser ud som om de pludselig kommer i tanker om en aftale
et andet sted i byen. Alle andre bliver hvor de er, hvis de da ikke går
op foran musikerne for at tage billeder.
Så kommer også Tamra Rosanes på scenen med sin westernguitar og klare, amerikanske countrysangstemme.
Så
kan Hans Otto Bisgaard ikke holde sig fra scenen længere. Han griber
mikrofonen og synger – for første gang i musikhistorien – sjæleren
Please don’t go i duet med Tamra Rosanes.Jubel. Bandet klappes til at
spille flere numre. Da musikken toner ud, går Bisgaard på scenen for at
runde af:
"Tak for et pragtfuldt arrangement. Vi ses samme tid samme sted næste år, ikke?"
Billy
Cross og Tamra Rosanes løfter begge deres guitarer højt i vejret og
nikker smilende ud til publikum. Yes, bare ring, så kommer vi.
 |
RSS feed kommentarer