|
I årevis lod Anna-Marie Poulsen sig tryne af sin omverden, når hun fortalte, at hun havde det skidt med sin smerte. I dag fortryder Anna Marie Poulsen, at hun i årevis bed sin gigt i sig.
"Det var en æressag for mig ikke at vise svaghed over for nogle
andre end min mand og datter. Det var en stor fejl, kan jeg se i dag",
siger 49-årige Anna Marie Poulsen.
Vi går små tyve år tilbage - da hun som 30 årig sygehjælper fik gnavende ondt i knæene og søgte hjælp hos sin egen læge.
"Han
mente det var overbelastning og sagde, at jeg nok burde tabe mig. Selv
om jeg ikke var det ringeste overvægtig, gik jeg alligevel derfra med
tanken om, at smerten måske skyldes fedme. Da jeg noget tid senere kom
tilbage med helt tykke og meget varme knæ, kaldte han det en virus.
Hvor dum kan man næsten være, tænker jeg i dag. Men når jeg husker
efter, var jeg dengang for dårlig til at råbe op og sige, at nu skulle
han altså tage mig alvorligt".
"Da jeg lang tid senere fik
stillet diagnosen psoriasisgigt, gav min læge mig en uforbeholden
undskyldning. Han havde ikke drømt om, at det stod så slemt til med
mig. For jeg havde jo beholdt mit arbejde og bidt smerterne i mig. Min
smerte stod jo ikke skrevet i panden", Anna Marie Poulsen.
Min mand burde lade sig skille
Også hendes nærmeste fandt det svært at acceptere, at Anna Marie
Poulsen stor set lod som ingenting, mens hun blev stadig dårligere til
at håndtere sin hverdag som kvinde og mor.
"Det sværeste var nok,
at min egen familie ikke kunne acceptere, at jeg efterhånden ikke kunne
ordne vasketøj, skrælle kartofler, løfte gryder og andet, og så få at
vide at jeg ikke fejlede noget. Især min mor kunne ikke acceptere, at
jeg ikke var perfekt. Skulle vi ned i byen gik hun et stykke foran mig,
men det skete kun en gang, for siden gik jeg selv".
"Min mor rådede min
mand til at blive skilt, for hun af egen erfaring vidste, hvor hårdt
det var at leve med en handicappet. Hun burde i det mindste have
fortalt det, så jeg ikke hørte det – men sådan var hun ikke. Her bed
jeg også meget i mig. Og det havde jeg lært helt tilbage i barndommen.
Derfor kunne jeg som voksen heller ikke vise svaghed over for nogen.
Kun min mand og datter fortalte jeg om, hvor skidt jeg havde det".
Jordens dårligste mor
Mønstret var det samme på arbejdsfronten: Anna Marie Poulsen måtte
kvitte jobbet som sygehjælper i dagtimerne, og søge en stilling som
nattevagt. Her var de kun to på arbejde og beboerne var ligeglade med,
at hun haltede.
"Jeg troede det var en virus og så ville den jo
gå over. Fire måneder efter gav knæene efter. Jeg kørte hjem en tidlig
morgen efter nattevagt, men kunne ikke stå ud af bilen. Jeg måtte
kravle ind i huset, hvor hunden kastede sig over mig, fordi den troede,
jeg ville lege. Det var i den forbindelse, jeg fik konstateret gigt. Og
det var en lettelse at få et navn på sygdommen".
Men det håndfaste bevis på smertens årsag gjorde det nu ikke lettere for Anna Marie at vende sig ud mod verden – tværtimod:
”Jeg
fik det dårligt med at gå ud. Og jeg kunne ikke lide at vise mig med
stokke. Når jeg alligevel gik ud, gjorde jeg mig fint i stand. Det
resulterede i at folk sagde: Nej, hvor ser du godt ud. Her begik jeg
igen en stor fejl. For i stedet for at fortælle om, hvor dårligt jeg
havde det, prøvede jeg at skjule det med pænt tøj og make up".
Hun kunne for eksempel have fortalt, at hun efterhånden følte sig som jordens dårligste hustru:
"Jeg
gik rundt med evig dårlig samvittighed og følte virkelig, at jeg
svigtede på hjemmefronten. Så snart jeg kom fra arbejde – som jeg holdt
stædigt fast i - faldt jeg i søvn og sov, til jeg skulle af sted på
arbejde igen. Det led min datter under, for hun var i en aktiv alder.
Fra familiens side kunne jeg mærke den der undertone af , at jeg burde
lave mere, og jeg var heldig med min mand var god til alt herhjemme".
Mod nye horisonter
Anna Marie Poulsen har ikke haft arbejde , siden gigten tog til for
tretten år siden. Lige siden har hun været i Methotrexat- behandling.
Og hun spiser dagligt smertestillende piller. Til gengæld føler hun ,
at hun har lært at leve bedre med smerterne.
"Der er dage, hvor
jeg har så ondt i fodknoglerne, så ondt i kæberne og nakken og er
plaget med migræne, at jeg ikke kan lukke af for smerterne. Men jeg har
fundet ud af, at jeg er nødt til at holde mig i gang, hvis jeg skal
magte livet derhjemme, og for at alt ikke bliver negativt".
"Her
har min mand og datter været enorm gode til at støtte mig. De har altid
troet på mig på alle måder. Bare det at høre en god CD og sætte mig til
at male hjælper. Jeg har de sidste 5 år lavet trolde og nisser i
træmasse. Det er godt for fingerleddene og godt for psyken at modelle
sjove og glade trolde og nisser".
Gang i et udadvendt og aktivt liv
Frem for alt har den 49 årige vestjyde fået gang i et aktivt og udadvendt liv:
"Det
er en overvindelse, at komme i gang igen, fordi al aktivitet kommer
negativt tilbage i starten. Men for at bevise, at jeg kunne gøre noget,
begyndte jeg at gå til billedkunst på HF. Selvfølgelig må jeg planlægge
efter det, fordi jeg bliver træt i dagene efter".
"Til gengæld
giver det mig en masse selvværd, at jeg kan bruges til noget. Når jeg
var til middagsselskab i starten af min sygdom spurgte værterne ofte
til min mands arbejde, men de sprang over mig, indtil jeg forklarede at
jeg også lavede mange ting. I de sidste mange år har jeg kun oplevet
positiv behandling af mig, de ved alle hvad jeg fejler og så er livet
lettere".
|
Jeg ved iokke om andre har fået indsat kunstige led i fingrene? Og hvis, hvordan det arter sig? Fortsætter fingrene med at vokse i tykkelsen? Og smerterne - forsvandt de?
Jeg har været i Århus og der vil de indsætte kunstige led, men jeg har inen at rådføre mig med om det.
Så hvis nogen har nogle gode råd, vil jeg gerne høre dem.