|
Sidste år lå 11-årige Mikkel på sygehuset i fem uger. Han delte stue med en snorkende mand på firs år, men blev aldrig tilbudt at besøge børneafdelingen. Han tog fem kilo på, men blev ikke tilbudt motion. Han kedede sig bravt, men behandlingen - den var rigtig god.
Mikkel lå og vred sig. I sengen ved siden af lå en gammel mand og snorkede, så hele stuen vibrerede. Det var lidt hårdt at tænke på, at hér skulle han tilbringe hele julemåneden - som det eneste barn på på Bispebjerg Hospitals hudafdeling.
Men omvendt var der ingen vej uden om. Siden Mikkel om foråret fik et maveonde på en ferie i Egypten, var hans psoriasis blevet helt ustyrlig. Cremerne og saltvandet i havens badebassin hjalp ikke længere. Kammeraterne i skolen - på nær dem i klassen - drillede ham med, at han var ulækker, og ingen ville røre ham længere. Mikkel havde efterhånden svært ved at finde nogen at lege med efter skole. Han kradsede sig ofte til blods og kunne omtrent ikke løbe, så slemt havde fødderne det.
Pyt med, at sygehuset ikke havde nogen afdeling for børn med hans type sygdom:
”Det var vildt irriterende, at ingen gad lave noget med mig efter skole, og jeg var glad for at blive indlagt, så jeg kunne få gjort noget ved det”, fortæller Mikkel fra familiens have lidt uden for Nivå.
Om ugerne på sygehuset siger han:
”Det var dejligt at ligge i tjærebade, det kildede når sygeplejerskerne penslede mig på maven med svovlbad - jeg havde det faktisk meget bedre efter hospitalet end efter turen til Israel senere på året. Men det var virkelig kedeligt at være indlagt”, husker han.
Ingen børn at lege med
Ud over en enkelt dreng, der var indlagt med eksem, og som Mikkel hyggede sig med i et par dage, var det ikke andet at tage sig til end at glo fjernsyn dagen lang, jo, og gå lille tur i det fri. Der var nærmest ingen spil, i hvert fald ikke for børn. Og ingen computer at bruge tid ved, som han plejede.
Mikkels mor Susan måtte ikke indlægges med sin søn, men kom på besøg hver dag. Og næsten hver dag kom en af hans to søstre - blandt andet for at hjælpe ham med lektierne. Alligevel forstår Susan ikke, hvorfor personalet ikke tilbød Mikkel at lege med børnene på børneafdelingen:
”Man skal selvfølgelig ikke sætte penge af til en hud-børneafdeling, hvis kun få børn indlægges med disse sygdomme. Men jeg kan ikke forstå, at Mikkel skulle ligge så mange uger sammen med ældre, uden at han blev introduceret for børneafdelingen - måske bare fulgt derned og præsenteret for de andre den første gang. Som elleveårig opsøger man ikke selv en helt fremmed afdeling med fremmede mennesker”, siger Susan.
”Jeg vidste heller ikke, hvor den lå” tilføjer Mikkel stille.
Motion eller TV?
Sygeplejerskerne gjorde hvad de kunne, fremhæver Susan. Der var bare ikke nok personale på en så krævende afdeling som hudafdelingen. Blandt andet var der ikke nogen form for julepynt, og Susan slæbte en hel granskov ind til Mikkels afdeling. Og hun skiftede selv flere gange Mikkels tjæreplettede sengetøj.
”Der var ikke nogen fast rytme i skift af sengetøj, så jeg fik lov til at tage rent sengetøj i skabet. Det var personalet glad for”.
For Mikkel betød det også, at han aldrig fik tilbud om fordrive tiden i motionsrummet og dermed få rørt sig. Det ville ellers have været velkomment, pointerer Susan:
”Mikkel tog næsten fem kilo på, mens han var indlagt. Først tre dage før, han skulle udskrives, kom en fysioterapeut og sagde, at de havde snakket om, at det ville være godt for Mikkel at få rørt sig. Jeg var ærlig talt lidt irriteret over, at de ikke havde bragt det på bane noget før. Hvis du giver en elleveårig dreng valget mellem at se TV og spise chips eller dyrke motion, kræver det ikke megen fantasi at gætte, hvad han vælger”.
Mellem
Ud over at have besøg, se TV, læse og gå ture brugte Mikkel naturligvis tid på lektier, nu hvor han var væk fra skolen så længe. Men havde Susan ikke ad omveje hørt, at Mikkel kunne bevilges en privat lærer under indlæggelsen, ville han nok ikke være så godt klædt på til skolestarten i begyndelsen af januar:
”Det er grotesk, at vi ikke blev informeret om det, før jeg selv satte det i gang”, siger Susan og forklarer:
”Hvis et barn er indlagt i mere end tre uger, kan man få bevilget en lærer til at undervise en eller flere timer hver dag. Det kræver blot, at lægen ved indlæggelsen skriver under på, at barnet skal være indlagt i mere end tre uger - så kan skolegangen begynde med det samme. Men det var vi aldrig oplyst om, hvis ikke jeg havde fået det at vide”.
Hver dag havde Mikkel en eller to timers matematik, dansk og engelsk:
”På et tidspunkt fik jeg en seddel fra min klasselærer, at nu skulle vi i gang med noget helt nyt matematik, som jeg ikke vidste noget om. Havde jeg ikke fået undervisning, ville jeg nok ikke have kunnet følge så godt med i klassen”, siger Mikkel.
Nu et halvt år efter ser Mikkel positivt på de fem uger på Bispebjerg. Behandlingen virkede rigtigt godt, sygeplejerskerne var søde og ikke mindst ser han igen mere til sine kammerater. Hvis det bare er et par ugers behandling, har Mikkel ikke noget imod at blive indlagt igen. Ellers skal der være mere at tage sig til:
”Hvis jeg måtte vælge, skulle der være nogle computere, så man kunne spille spil og gå på nettet. Der skulle være Playstation med alle mulige spil. Og så skulle der være et sted, hvor man kunne spille badminton og basketball” drømmer Mikkel.
”Og måske et svømmebassin med salt i, som hjælper godt på psoriasis samtidig med, at det er god motion”, foreslår Susan.
 |
RSS feed kommentarer