psoriasis.dk

Hugh Zachariae modtager Forskningsfondens første hæderslegat på 70.000 kroner for mange års tro tjeneste på psoriasisområdet. Om nogen lever den århusianske dermatologi-professor op til denne hæder.

"Jeg er dybt rørt over at få hædersprisen. Mit mål med livet har været det enkle at være til nytte. Måske viser prisen, at det til en vis grad lykkedes mig at være til nytte gennem dermatologien".

Det ville være forkert at beskylde Hugh Zachariae for at svælge i glamourøse og selvrosende skåltaler. Ikke fordi, den høje og ranke mand med de glødende brune øjne ikke kender sit eget værd. Han er ridder af Dannebrogsordenen. Har været brugt som ekspert både i TV og i et utal af andre sammenhænge. Har sågar eksponeret sig selv i selvbiografien "Hudløs".

Men at udnytte blitzlyset, der nu er rettet mod ham, til at høste æren for blot en eneste landvinding inden for psoriasis, det forbyder hans æresbegreber ham.

Han vender og drejer sig i sin lænestol i Skådevillaen, siger pligtskyldigst noget om, at alle resultater beror på teamwork, og at han "højst vil dele ansvaret for", at Danmark og især Århus er blevet et af de steder, hvor psoriasisforskningen er langt fremme i skoene.

Et kraftigt fingeraftryk
Derfor må vi lade kendsgerningerne tale for sig selv. Siden han i 1970 blev ansat på Marselisborg Hospitals hudafdeling, har hospitalet undergået en forvandling fra hendøende provinshospital og til at være landets måske førende inden for psoriasisforskning.

Ud af Hugh Zachariaes 246 videnskabelige artikler har hele 69 af dem handlet om psoriasis. Langt over en fjerdedel. Han har skrevet lærebøger om hudsygdomme, har stået i spidsen for at undersøge stoffer som methotrexat og sandimmun, så behandlingen kunne blive så sikker som mulig for så mange patienter i verden som muligt. Han har været dansk ankermand i en gigantisk undersøgelse af livskvaliteten hos psoriasispatienter fra hele norden. Og så har forskning endda ikke fyldt nær så meget i Hugh Zachariaes arbejdsliv som den daglige kontakt med patienterne.

Hudlæge ved et tilfælde
Det mærkelige er, at han set i bakspejlet lige så godt kunne være blevet kirurg:

"Havde jeg ikke været seks-syv år ældre end mine medstuderende på lægestudiet, var jeg nok gået efter en hospitalskarriere – måske som kirurg. Det var jeg for gammel til, mente jeg, og jeg blev i stedet praktiserende læge".

Men det var for kedeligt altid at skulle henvise patienterne til speciallæger, så han forsøgte selv at blive speciallæge.

"Det skulle være et område, hvor der så at sige var plads til mig. Det var der inden for dermatologien, tænkte jeg".

Lige fra sin første ansættelse på Finsen og senere som overlæge på Rigshospitalet på var Hugh Zachariae særligt interesseret i psoriasis:

"Psoriasispatienter var dén patientgruppe, der passerede min øjne flest gange hver dag. Det slog mig, hvor mange af dem, der var næsten invaliderede af psoriasis eller psoriasisgigt. Dem ville jeg gerne være med til at give en bedre livskvalitet. Det var nok hér, jeg opdagede min ”næste” i bibelsk forstand – ham, eller den gruppe, som jeg havde en forpligtelse til at hjælpe".

Udlængsel
Født i Bangkok og ind i en slægt med tråde til både De vestindiske Øer, Skotland og Tyskland synes det logisk, at Hugh Zachariae – eller rettere Hugh Francis George Zachariae – har følt trang til at virke som læge også uden for Danmarks grænser. 

Ikke bare forskede han i USA som ung, og var distrikslæge i Sverige. Efter ti år på Marselisborg Hospital havde han lyst til at prøve noget nyt, fik vristet en orlov ud af sygehussystemet og rejste til de arabiske lande. Også her var psoriasis en udbredt sygdom.

"Den største forskel til Danmark var, at sengeafdelingerne var totalt kønsopdelte, og at det kun var hudlæger som mig, der fik lov til at se de muslimske kvinders bare hud. Man skulle også lige vænne sig til, at man visse steder måtte bede de mandlige patienter efterlade deres kalashnikov-rifler uden for konsultationen".

Al den lægesnak
I en familie, hvor både ens far Hugh og mor Eva og ens brødre, Bobby og Claus er i lægeverdenen, har det været lidt irriterende for søster Maria Cecilie at være arkitekt.

"Maria har tit været ved at forlade spisebordet, når vi var samlet. Og hun har skældt os ud, fordi vi blev ved og ved at tale om lægefaglige ting. Jeg forstår hende udmærket, men  vi var jo optagede af at løse alverdens patientproblemer".

Stadig som 80-årig ser Hugh Zachariae patienter to gange fem timer om ugen i sin hjemmekonsultation på husets første sal.

"Så længe, man kan bruges, så skal man bruges, synes jeg. Det vanskelige er nok at finde ud af, hvornår det er tid til at stoppe", konstaterer han.

At Hugh Zachariae spiller tennis hver morgen, dyrker sejlsport, skriver på en ny bog om sine aner fra Vestindien og rejser ned ad russiske floder, burde antyde, at man nok roligt kan bestille konsultation hos professoren et stykke tid endnu  

Kommentarer (0)

RSS feed kommentarer