|
Storebæltscentret. Wow - lige ned til stranden. Og Storebæltsbroen titter frem af disen. Fin start til en reportage, tænker jeg og skridter fra parkeringspladsen hen mod centrets første, åbne havedør.
 Efter mudderbadet hoppede alle psoriasisbørnene i Storebælt.
”Hej Jesper, kan du kende mig”, spørger han - velvidende, at han er blevet en hel del højere siden sidst og har fået en ny, kæk frisure. Brun er han også og ser ikke specielt plaget ud.
Noget må de få ud af det
Selv om frokostpausen snart er slut, sidder de fleste voksne stadig ved bordene og hyggesnakker. Min mission er at snakke med nogle af deltagerne om, hvad de får ud af at tage på sommerkursus med deres børn. Men først var der lige kalvekødet.
En kvinde til højre for mig sætter albuerne i bordpladen og smiler drillende til lederne Birgitte og Dorthe, der også sidder ved bordet:
”Der er ikke meget, der kan trække mine drenge tværs gennem Jylland. Men sommerkurset vil de ikke undvære. Et eller andet må Jacob og Thomas åbenbart få ud af opholdet hernede”, siger hun og præsenterer sig over for mig som Hanne Løkkegaard
Det drillende blik skyldes, at Hanne udmærket godt ved, hvad hendes to trettenårige drenge får ud af fem dages leg og og tæt samvær med femten andre psoriasisbørn.
Det fortæller hun mig lidt senere ved et af havebordene udenfor:
”Jamen de er begge blevet langt mere åbne og imødekommende, siden vi første gang kom på sommerkurset for fire år siden. Selv om jeg nærmest ikke ser dem hernede og knapt ved, hvad de har gang i, kan jeg læse deres øjne som et barometer - de ser bare så glade ud”.
Også for forældrene har kurset været guld værd - især i starten, betror hun mig:
”Vi blev kastet ud i kaos, da en af vores drenge fik psoriasis og gik rundt med hovedet propfuldt af spørgsmål og løse ender. På sommerkurset blev vi tæppebombet med viden og information om psoriasis, så vi blev i stand til at afvise alle de bedrevidende personer, vi hidtil var rendt ind i. Vi kom ind i et fællesskab og mærkede, at vi ikke stod alene med psoriasis. Og vi har fået uvurderlig hjælp til at få ro på tingene og undgå panik”
Kurset reddede nærmest mit liv
Gitte Ottesen har også slået sig ned ved havebordet. Hun er mor til Monica på tolv år og er med for andet år i træk. Hun sætter albuerne i bordet - åbenbart en måde at vise, at man har noget på hjerte. Ganske rigtigt.
"Da jeg kom med Monica sidste år, var det kun tre uger efter, hun fik stillet diagnosen psoriasis. Sygdommen var med et slag gået amok, og jeg var fuldstændig handlingslammet. Jeg kontaktede psoriasisforeningen, og de var utroligt søde til at hjælpe mig - blandt andet ved at putte os ind på sommerkurset hér.
"På vejen hjem fra kurset synes jeg omtrent, at det havde reddet mit liv. Det var det første vigtige spring i en healingsproces, hvor man får sat ord på tingene og bliver mere rolig og lettet. Bare det at mærke, at folk var ægte interesserede i, om pletterne havde form som dråber eller streger - det er sgu da skønt”, griner Gitte.
Og frem for alt havde Monica mærket, hvad det betød at være blandt ligesindede unge, påpeger hun:
"Vi var knap kørt ud fra centrets parkeringsplads, før Monica sagde: Mor, næste år skal vi herned igen, ikke?
"Hanne og Gitte, de venter altså på jer inde til foredraget”, afbryder en leder og smiler lidt forlegent, måske fordi hun nødigt vil virke for kommanderende. Det er jo en sommerlejr - ikke et lydighedskursus.
Udmærket tidspunkt at skilles. Jeg har selv aftalt at lave et interview med to piger, der gerne vil fortælle om deres rigtigt gode erfaringer på børneholdet i Israel.
Klar til mudderbad
Efter interviewet med de to piger skynder jeg mig op til eftermiddagskaffen og kringlen, der længe har stået serveret på første sal.
Jeg sætter mig med ved et vinduesbord med udsigt over en hel flok af børnene, der er ved at klar til en snarlig mudder-indsmøring og efterfølgende badetur i Storebælts blikstille bølger. Her i salen - dog lidt væk fra kringlen - står to sygeplejersker og nusser hver sin pige i håret. Det hedder blå time - noget børnene ser vældig frem til og ligefrem sidder i kø til, opdager jeg. I lænestolen over for mig sidder en kvinde, der at dømme efter skiltet på hendes bluse hedder Connie Søgaard.
Hun er her for allerførste gang - og er sammen med sin datter Josefine på otte år:
"Jeg suger alt det til mig, jeg kan komme af sted med og høster en masse erfaringer om, hvordan man kan tackle problemer i skolen, i familien i forhold til kammeraterne”, fortæller hun.
Man skal ikke være uddannet pædagog for at se, at Josefine stortrives. Hun nærmest galopperer rundt på centret i leg med andre børn. Det glæder hendes mor ubeskriveligt meget:
”Josefine er blevet drillet utroligt meget i skolen for hendes fedtede hår og sine knopper. Ingen børn ville have noget med hende at gøre, hun blev ikke inviteret med til fødselsdage, ja hun kom hjem hver dag og græd - så til sidst flyttede jeg hende på en anden skole. Det er utroligt at se, så opsøgende hun er blevet, efter hun har lært de andre børn at kende her på sommerkurset”.
Josefine kommer løbende - ivrig efter at afbryde sin mor:
”Mooor kom nu. Kom nuuu. Vi skal til at mudderbade. Kommer du”?
 |
RSS feed kommentarer